Undskyld …

posted by: Julie

2 Comments »

Af Julie Rugaard

Tanker om at sige undskyldJeg sidder på min terrasse, og plukker visne blomster af mine violer, for at gøre plads til at nye smukke violer kan vokse frem, da der tikker en besked ind på min facebook fra en barndomsveninde:

Hej Julie.

Kender du det at man nogen gange har nogle ting, der nager en, og som bliver ved med at vende tilbage til en??? Nu har du startet din blog hvor hovedingrediensen er ærlighed og jeg har derfor brug for at være ærlig over for dig Fordi jeg er træt af de ting, jeg ved jeg burde få gjort, og aldrig når til. Eller som jeg skubber væk, fordi det på en eller anden måde kommer ubelejligt, er for grænseoverskridende eller det er da så lææænge siden, så det er glemt nu. Men jeg har ikke glemt det. Så Julie her kommer en undskyldning for de gange jeg opførte mig fuldstændig åndssvagt over for dig. Jeg var tarvelig og ikke særlig sød. Du var på en og samme tid både min rigtige gode veninde, og hende som de andre (klasse veninder) blev ved med at spørge om, hvorfor jeg var sammen med. Jeg var desværre ikke stærk nok, jeg spillede på to heste på én gang, og hver gang jeg skulle vælge så valgte jeg gruppen (pigerne i min klasse). Dette på trods af at DU faktisk stillede op for mig, når de andre var for tarvelige. Jeg husker tydeligt engang hvor du råbte af en af mine veninder, fordi hun havde været tarvelig over for mig……Tak for det. Jeg husker selvfølgelig også rigtig mange gode, sjove, hyggelige og spændende ting sammen med dig. Og måske er det derfor at det netop er dig der indimellem popper op på nethinden, og straks får jeg dårlig samvittighed. Jeg var samtidig også helt ufattelig misundelig på dig, du boede med din mor, og gjorde alle de her mor/datter ting. Der var liv, nærvær og åbenhed, når man trådte indover jeres dørtærskel, -det var skønt. Samtidig var der også nogen gange hvor det gik lidt højt. Jeg husker tydeligt engang vi to lå ovenpå og nedenunder var din mor, min far og X. Ham din mor var kæreste med. Der blev råbt lidt højt, han troede vist at min far og din mor havde noget sammen. Vi lå på knæ og lyttede og var vist lidt bange for hvad, der skulle ske nedenunder. Du kigger på mig og siger: ”Det her siger du aldrig til nogen!!!”  Jeg har aldrig fortalt det til nogen. Måske er dette også en af grundene til at min dårlige samvittighed prikker til mig en gang imellem. Vi har oplevet mange forskellige ting sammen. Jeg vil helst huske alle de gode ting, men samtidig er det jo ikke det hele menneske. Så her til sidst Julie; Undskyld for de gange jeg ikke stod op for dig. Du havde fortjent, at jeg gjorde det.

 Julie du er et fantastisk smukt menneske både udenpå som indeni.

Knus og kram X

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal tænke eller sige. Tårerne triller ned af kinderne på mig, og drypper i et hastigt tempo, ned i krukken med violer. Beskeden kommer helt bag på mig, og samtidig vælter minderne op i kroppen på mig. Jeg skriver kroppen, fordi jeg kan mærke dem, minderne, i hele min krop. Jeg kan mærke følelsen af, at være udenfor og kigge ind på resten. Følelsen af, aldrig rigtig at være en del af fællesskabet. Hvordan det på en og samme tid både gjorde ondt i kroppen og i sjælen. Jeg bliver sat tilbage til alle de gange, hvor jeg har følt en ydmygende erkendelse af, at den jeg var, ikke var accepteret, der hvor jeg var. Jeg hører ”Brian”, ham hvis knallerttank var metallic blå, hviske mig i øret til en ungdomsfest: ”Tror du selv, at du er pæn og smart? Det er du ikke! Du er overhovedet ingenting, og det bliver du aldrig. Er det forstået?”. Jeg husker hvordan der gik et jag af ydmygelse og angst gennem kroppen på mig, og hvordan jeg lod som om jeg var fuld, så min far kunne komme og hente mig. (Det gjorde han ikke, så jeg satte mig på de voksnes kontor, til bussen senere kørte alle hjem)

Men sådan husker jeg ikke den her relationen. Den her relation husker jeg helt anderledes og med oprigtig glæde, og jeg er slet ikke i tvivl om, hvordan mit svar skal lyde:

Kære X

Jeg vil gerne starte med at takke dig for den undskyldning. Den er modtaget og alt hvad du måtte føle skyld over, er tilgivet. Men X, selvom det tydeligvis har været en stærk følelse inden i dig, så husker jeg faktisk din og min relation som kærlig og fin. Jeg husker for eksempel, at det var dig, der lærte mig at nusse. Du gjorde det helt let, og kun med spidsen af fingrene. Det var så dejligt, og jeg bruger det hele tiden, når jeg skal nusse mit barn. Faktisk spurgte hun mig  for nyligt, om hvorfor jeg dog var så god til at nusse. Jeg fortalte hende, at det var fordi jeg elskede hende så højt, at der kom kærlighed ud af fingrende på mig, men sandheden er, at det er jeg, fordi det lærte du mig Når man vokser op i et lille samfund som Jægerspris, så er det uundgåeligt, at man oplever det dilemma, som du beskriver. Og det er uundgåeligt, at blive genstand for mobberier, når man stikker lidt ved siden af, som jeg gjorde. Du gjorde det bedste du kunne, med de redskaber du havde. Det ved jeg, og jeg har aldrig tænkt en eneste dårlig tanke om dig – nogensinde. Jeg håber at vi kan ses og drikke lidt vin sammen en dag. Det ville jeg rigtig gerne. Jeg er sikker på, at vi har 1000 ting at snakke om.

Knus og kærlighed Julie

Jeg vander stadig blomster med salte tårer, mens jeg skriver svaret. Men det er samtidig, i det svar, at jeg begynder at komme til en erkendelse. Tilgivelsen er let. Jeg føler helt oprigtigt bare, at jeg håber, at jeg snart får hende at se, så jeg kan give hende et stort kram. Men erkendelsen af, hvad denne opvækst har efterladt af spor i mig, vælter ind over mig. Jeg ved nu, hvorfor jeg går rundt med en latent angst for ikke at være god nok, men jeg ved samtidig hvorfor jeg har overlevet de mange tæsk, jeg har måtte stå model til i mit voksne liv: ”De har ikke ret. Jeg er hvem jeg er, og det er min ret at være mig.” Og den fandenivoldskhed, har gjort mig stærkere end alverdens vilde okser.

Tanker om erkendelseMåske er et tak, på sin plads: Tak… Uden jer, var jeg ikke den jeg er. Og den jeg er, er jeg faktisk rigtig glad for! Og tak til dig X. For at hjælpe mig til at huske, hvem jeg er og hvor jeg kommer fra. Og tak for den erkendelse de minder medførte.

Mit ønske er, at vi alle vil være gode til at rydde ud i de gamle visne blomster, der skygger for, at nye smukke blomster kan vokse frem – i vores erkendelse.

Kærlig hilsen

Julie

2 Comments
  1. Miki Marker Christensen

    Hvor er det dog et vidunderlig smukt budskab. I sandhed inspirerende. At rydde ud og rydde op i den mentale bagage giver ganske som du beskriver, plads til at noget nyt, smukt og ærligt kan blomstre. Jeg har gennem mit voksne liv ryddet op og ud af flere omgange og først for tre år siden (nu er jeg 36) begyndte jeg for alvor atbfavne og elske mig selv og det jeg har at byde på. Men det har været en hård og lang kamp. Men kampene har været det hele værd.
    Tak fordi du delte din historie. Miki

    Reply

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *