The Sun and the Moon


MOON

I dag var en af de dage, hvor jeg blev nød til at skrive mine ord ned på vers:

She saw her footprints and they lead astray.
She guessed that they were looking for a brighter day
‘cause she knew for sure
This was not the life that she was looking for.

The night was falling, and all sun had gone.
Along with every heart that she had won
And the emptiness
had now become her like a tailored dress

He said, you’re pretty but not beautiful
I don’t know what it is that drags them all,
to the cross like flies.
As if they don’t know what they’ll sacrifice.

Is it the moonlight in your deep blue eyes?
Is it the promise to light up the nights?
And a dancing sun, to fill their minds
When all the dark has gone?

She answered softly with a fragile voice
I am confused, why do you have a choice?
Will my midnight web
not leave you hanging like iron grip?

She is the moon, and now the sun has gone
Along with the only heart she never won
But now she knows for sure
That suns are not what moons are searching for.

 

Kønshår og kussemode!


af Julie Rugaard
To hår or not to hår? Det er spørgsmålet!Jeg lægger røret på, og er på røven over en samtale jeg lige har haft. Hvad jeg havde forestillet mig, ville være en samtale, der varede 5 minutter og som på ingen måde ville udfordre mit intellekt, blev til en halv times virkelig interessant samtale. En samtale, der fik mig til at reflektere over min egen – kønsbehåring. (Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg nogensinde skulle skrive den sætning). Jeg tænker tilbage på første gang, jeg blev bevidst om, at ryatæpper er yt og glatbarberet er nyt! Det var nemlig ikke noget, kvinderne i kollektivet havde informeret mig om.

Jeg står på badeværelset hos min bedste veninde. Vi er 14 år gamle, og ligesom jeg, bor hun alene med sin mor i et boligbyggeri i Jægerspris. Vi er pigebørn af enlige kvinder, og meget optaget af alt, der har at gøre med det kvindelige. Brysterne er endnu kun små hårde knuder. De er ømme og stadig næsten usynlige. Men det til trods, bliver de spændt op i de første bh’er vi har lokket ud af vores mødre. Vi skal i bad inden vi skal til bålfest ude på stranden sammen med resten af byens unge. Jeg spærrer øjnene noget op, da jeg ser min veninde tage en barberskraber og skrabe dunene af mellem benene. ”Hvad laver du?” får jeg fremstammet. Her stod jeg, og var så stolt af de par hår, jeg havde fået, og så står hun Gud hjælpe mig, og barberer hendes egne af????!!! Hun kigger på mig med autoritær overbevisning og fortæller mig noget helt nyt: ”Det altså er meget uhygiejnisk, at have hår på tissekonen. Vi er voksne nu, hvor vi har fået menstruation, og netop fordi vi har det, så skal man skrabe hårene af, så blodet ikke sætter sig fast. Det er nemlig meget ulækkert!” Mere behøvede jeg ikke at vide. Fra den dag af var jeg “inkarneret glatbarberet”. Guderne skulle vide, at jeg ikke havde tænkt mig, at falde i den ulækre kategori.

Havde jeg bare vidst, hvad jeg ved nu. At glatbarberede fisser var et modefænomen, opstået i pornobranchen i Los Angeles i 80’erne, og slet ikke har noget med hygiejne at gøre, havde jeg nok tænkt mig en ekstra gang om. At det handlede om, at man så bedre kunne ”se hvad der skete” i filmen, og samtidig var det en metode til at få kvinderne til at fremstå mere Loita-agtige. Set med de øjne, der er mine i dag, er det jo totalt absurd, at to 14-årige piger, står på et badeværelse i provinsen, og barberer dunene af mellem benene, som et indirekte resultat af den tids stereotype pornomodel. Det stemmer i hvert fald ikke over ens med det billede, jeg har af mig selv som frigjort kvinde.  Men det får mig samtidig til at tænke over, hvor frigjort, jeg egentlig er. To gange i mit liv, er det sket, at beskueren har påpeget mit valg af kussemode, og begge gange er jeg blevet rystet. Det kom helt bag på mig, at der var andre muligheder, der kunne være det mindste attraktive. Og med en så snæver holdning til, om der skal være ”hår på den” eller ej, så kan der vist ikke herske nogen tvivl om, at mit valg i den sammenhæng, ikke har været et valg, men indoktrinering.

Det er overraskende nok enormt grænseoverskridende for mig, at sidde her og skrive om mit forhold til hår eller ingen hår mellem benene. Jeg er normalt ikke bange for at sige min ærlige mening, eller beskrive mine oprigtige følelser. Men jeg kan mærke, at det er mere privat, end jeg havde regnet med, og jeg tænker enormt meget over mine valg af ord og vendinger. For eksempel har jeg skrevet ”kussemode” i det her indlæg – WTF??? Jeg tænker sågar, at den her blog aldrig rammer læseren. Men samtidig kan jeg også mærke, at det her handler om meget mere end kønshår og – nu siger jeg det igen – kussemode. Det handler om retten til det frie valg. Et frit valg, der er uafhængigt af en mode, er der dikteret af pornoindustrien. Og et frit valg er det kun, hvis vi er bevidste omkring hvilke faktorer, der spiller ind i vores overvejelser, når vi træffer valget.

Hvad mit valg er i dag, når det kommer til valg af hår eller fravalg af samme, er en privat sag. Men jeg ved dog med sikkerhed nu, efter megen efterrationalisering, at det er et bevidst valg, jeg har truffet. På mine betingelser og ud fra mine lyster og overvejelser.

Mit ønske er, at vi tænker os om hver gang vi træffer et valg. At vi bruger et øjeblik på, at mærke efter om valget er truffet med hjertet eller med en indoktrineret del af hjernen. Ikke kun når det gælder kønshår og – for allersidste gang – kussemode.

Kærlige hilsner

Julie

Undskyld …


Af Julie Rugaard

Tanker om at sige undskyldJeg sidder på min terrasse, og plukker visne blomster af mine violer, for at gøre plads til at nye smukke violer kan vokse frem, da der tikker en besked ind på min facebook fra en barndomsveninde:

Hej Julie.

Kender du det at man nogen gange har nogle ting, der nager en, og som bliver ved med at vende tilbage til en??? Nu har du startet din blog hvor hovedingrediensen er ærlighed og jeg har derfor brug for at være ærlig over for dig Fordi jeg er træt af de ting, jeg ved jeg burde få gjort, og aldrig når til. Eller som jeg skubber væk, fordi det på en eller anden måde kommer ubelejligt, er for grænseoverskridende eller det er da så lææænge siden, så det er glemt nu. Men jeg har ikke glemt det. Så Julie her kommer en undskyldning for de gange jeg opførte mig fuldstændig åndssvagt over for dig. Jeg var tarvelig og ikke særlig sød. Du var på en og samme tid både min rigtige gode veninde, og hende som de andre (klasse veninder) blev ved med at spørge om, hvorfor jeg var sammen med. Jeg var desværre ikke stærk nok, jeg spillede på to heste på én gang, og hver gang jeg skulle vælge så valgte jeg gruppen (pigerne i min klasse). Dette på trods af at DU faktisk stillede op for mig, når de andre var for tarvelige. Jeg husker tydeligt engang hvor du råbte af en af mine veninder, fordi hun havde været tarvelig over for mig……Tak for det. Jeg husker selvfølgelig også rigtig mange gode, sjove, hyggelige og spændende ting sammen med dig. Og måske er det derfor at det netop er dig der indimellem popper op på nethinden, og straks får jeg dårlig samvittighed. Jeg var samtidig også helt ufattelig misundelig på dig, du boede med din mor, og gjorde alle de her mor/datter ting. Der var liv, nærvær og åbenhed, når man trådte indover jeres dørtærskel, -det var skønt. Samtidig var der også nogen gange hvor det gik lidt højt. Jeg husker tydeligt engang vi to lå ovenpå og nedenunder var din mor, min far og X. Ham din mor var kæreste med. Der blev råbt lidt højt, han troede vist at min far og din mor havde noget sammen. Vi lå på knæ og lyttede og var vist lidt bange for hvad, der skulle ske nedenunder. Du kigger på mig og siger: ”Det her siger du aldrig til nogen!!!”  Jeg har aldrig fortalt det til nogen. Måske er dette også en af grundene til at min dårlige samvittighed prikker til mig en gang imellem. Vi har oplevet mange forskellige ting sammen. Jeg vil helst huske alle de gode ting, men samtidig er det jo ikke det hele menneske. Så her til sidst Julie; Undskyld for de gange jeg ikke stod op for dig. Du havde fortjent, at jeg gjorde det.

 Julie du er et fantastisk smukt menneske både udenpå som indeni.

Knus og kram X

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal tænke eller sige. Tårerne triller ned af kinderne på mig, og drypper i et hastigt tempo, ned i krukken med violer. Beskeden kommer helt bag på mig, og samtidig vælter minderne op i kroppen på mig. Jeg skriver kroppen, fordi jeg kan mærke dem, minderne, i hele min krop. Jeg kan mærke følelsen af, at være udenfor og kigge ind på resten. Følelsen af, aldrig rigtig at være en del af fællesskabet. Hvordan det på en og samme tid både gjorde ondt i kroppen og i sjælen. Jeg bliver sat tilbage til alle de gange, hvor jeg har følt en ydmygende erkendelse af, at den jeg var, ikke var accepteret, der hvor jeg var. Jeg hører ”Brian”, ham hvis knallerttank var metallic blå, hviske mig i øret til en ungdomsfest: ”Tror du selv, at du er pæn og smart? Det er du ikke! Du er overhovedet ingenting, og det bliver du aldrig. Er det forstået?”. Jeg husker hvordan der gik et jag af ydmygelse og angst gennem kroppen på mig, og hvordan jeg lod som om jeg var fuld, så min far kunne komme og hente mig. (Det gjorde han ikke, så jeg satte mig på de voksnes kontor, til bussen senere kørte alle hjem)

Men sådan husker jeg ikke den her relationen. Den her relation husker jeg helt anderledes og med oprigtig glæde, og jeg er slet ikke i tvivl om, hvordan mit svar skal lyde:

Kære X

Jeg vil gerne starte med at takke dig for den undskyldning. Den er modtaget og alt hvad du måtte føle skyld over, er tilgivet. Men X, selvom det tydeligvis har været en stærk følelse inden i dig, så husker jeg faktisk din og min relation som kærlig og fin. Jeg husker for eksempel, at det var dig, der lærte mig at nusse. Du gjorde det helt let, og kun med spidsen af fingrene. Det var så dejligt, og jeg bruger det hele tiden, når jeg skal nusse mit barn. Faktisk spurgte hun mig  for nyligt, om hvorfor jeg dog var så god til at nusse. Jeg fortalte hende, at det var fordi jeg elskede hende så højt, at der kom kærlighed ud af fingrende på mig, men sandheden er, at det er jeg, fordi det lærte du mig Når man vokser op i et lille samfund som Jægerspris, så er det uundgåeligt, at man oplever det dilemma, som du beskriver. Og det er uundgåeligt, at blive genstand for mobberier, når man stikker lidt ved siden af, som jeg gjorde. Du gjorde det bedste du kunne, med de redskaber du havde. Det ved jeg, og jeg har aldrig tænkt en eneste dårlig tanke om dig – nogensinde. Jeg håber at vi kan ses og drikke lidt vin sammen en dag. Det ville jeg rigtig gerne. Jeg er sikker på, at vi har 1000 ting at snakke om.

Knus og kærlighed Julie

Jeg vander stadig blomster med salte tårer, mens jeg skriver svaret. Men det er samtidig, i det svar, at jeg begynder at komme til en erkendelse. Tilgivelsen er let. Jeg føler helt oprigtigt bare, at jeg håber, at jeg snart får hende at se, så jeg kan give hende et stort kram. Men erkendelsen af, hvad denne opvækst har efterladt af spor i mig, vælter ind over mig. Jeg ved nu, hvorfor jeg går rundt med en latent angst for ikke at være god nok, men jeg ved samtidig hvorfor jeg har overlevet de mange tæsk, jeg har måtte stå model til i mit voksne liv: ”De har ikke ret. Jeg er hvem jeg er, og det er min ret at være mig.” Og den fandenivoldskhed, har gjort mig stærkere end alverdens vilde okser.

Tanker om erkendelseMåske er et tak, på sin plads: Tak… Uden jer, var jeg ikke den jeg er. Og den jeg er, er jeg faktisk rigtig glad for! Og tak til dig X. For at hjælpe mig til at huske, hvem jeg er og hvor jeg kommer fra. Og tak for den erkendelse de minder medførte.

Mit ønske er, at vi alle vil være gode til at rydde ud i de gamle visne blomster, der skygger for, at nye smukke blomster kan vokse frem – i vores erkendelse.

Kærlig hilsen

Julie

Alt kan ikke købes for penge…


Af Julie Rugaard

Mig og mit livs kærlighedJeg husker tydeligt mine barndomsår i kollektivet. Min far gik rundt med sin guitar på ryggen og en flaskeøl i hånden og lignede til forveksling John Lennon. Min mor havde lange ildfarvede fletninger i hver side, cowboy overalls på og en lilla ble om hovedet. Vi var 4 børn og 6 voksne, der havde fundet den sande og ægte måde at leve på – i fællesskabets navn. Vi var venstrefløjsaktivister og sang konstant protestsange eller Lennons tributer til kærligheden omkring bålet i aftensolen. Vi havde ikke meget, men det vi havde var nok, og det vi havde delte vi hjertens gerne med hinanden.

Senere, da mine forældre var blevet skilt, havde vi endnu mindre. Min mor var alene med min søster og jeg og måtte vende hver en 25 øre, for at få vores liv til at hænge sammen. Det var ikke sjældent, at der ikke var mere mad, og jeg stadig var sulten. Og hver gang, havde min mor sjovt nok næsten hele sin tallerken med mad tilbage, og sagde: ”Tag du bare min mad, skat. Mor vil alligevel hellere have en rugbrødder”. Vi havde ikke meget, men vi havde en altopofrende kærlighed til hinanden, og den fik os til at føle os rige. Og jeg kan, med hånden på hjertet, sige at jeg ALDRIG har manglet noget.

Da jeg så blev en meget ung voksen løb jeg ind i en karriere, der fra den ene dag til den anden, gav mig flere penge mellem hænderne, end jeg nogensinde havde turde drømme om. Jeg købte alverdens ting og sager, der var alt alt for dyre. Jeg husker tydeligt følelsen af, at gå ind i Gucci for første gang og købe en taske og et par solbriller og betale næsten 20.000 kr for det, og gå derfra igen. Helt høj og med en følelse af rus i hele kroppen. Men rusen var kort, og jeg måtte konstant købe nye dyre ting, for at blive lykkelig. Og jeg kan med hånden på hjertet sige, at den tid på mange måder, var den mest ulykkelige tid i mit liv. Jeg var ensom. Alle de mennesker, jeg var omgivet af til daglig, de var der fordi, de var lønnet af mig. Mine musikere, dansere, manager, pladeselskab, sangskrivere, vokaltræner, chauffør m. fl. Al min tid blev brugt sammen med dem, og de blev mine venner. Men de var venner, der var der og fik løn for det. Vi havde alle sammen meget, men vi havde alligevel aldrig rigtig nok, og det vi havde, delte vi aldrig oprigtigt og ægte med hinanden.

I dag har jeg igen ikke meget, men dog mere end de fleste. Jeg er enlig mor med en middelmådig indtægt. Jeg bor i et ”moderne bofællesskab” i Valby, med mine bedste venner i stuen, og min datter og jeg på første sal. Der er ikke mange, jeg kalder mine sande venner, men dem der er der, er der fordi vi har valgt hinanden på ægte og kærlige betingelser. Jeg har en datter, der betyder mere for mig end alverdens rigdomme, og jeg kan, med hånden på hjertet sige, at jeg igen er lykkelig.

Hvorfor er det vigtig for mig, at fortælle det nu? Det er det fordi det er gået op for mig, at langt de fleste blogs indeholder en masse fortællinger om produkter mm, som bloggerne har fået penge eller produkter for at skrive om. Jeg er selv blevet kontaktet af flere, der har tilbudt mig det samme. Dertil er det vigtigt for mig at sige, at jeg aldrig kunne drømme om, at skrive om et produkt eller andet, fordi jeg fik penge for det. Det betyder ikke, at jeg aldrig kunne drømme om, at fortælle jer om en vidunderlig oplevelse på en restaurant, der gjorde noget helt særligt for mig, eller beskrive noget musik, en bog eller andet, der havde givet mig en særlig oplevelse. Det betyder bare, at jeg aldrig kommer til at gøre det, fordi producenten, forlaget eller restauratøren havde betalt mig for det.

Og lad mig understrege meget tydeligt, at jeg ikke i samme åndedrag ønsker at lyde fordømmende over for de bloggere, der gør den slags. Det er garanteret en hel fin forretning, og det rigtige at gøre for dem. Men, det er ikke det jeg ønsker, at gøre her.

Mit ønske er, at vi alle kunne finde en ro i, at det vi har er nok, og at vi ville være bedre til at dele lidt mere af os selv og det vi har med andre.

Kh

Julie

Er jeg skuffet, er det min egen skyld!


Beskeden tikker ind: ”Babe?”

”Ja?” – Jeg ved godt hvad, der kommer nu. Han aflyser vores aftale. Jeg har haft det på fornemmelsen, at det ville ende sådan. Men selvom min mave har hvisket til mig, at det her nok ville ske, så har jeg alligevel købt ind til den helt store middag. Jeg har købt hans yndlings is, jeg har gjort hovedrent, skiftet sengetøj, farvet mit hår, lavet hyldeblomstsaft, slået græsset og jeg har planet nye blomster på terrassen, der hvor de hang lidt med hovedet.

”Jeg bliver nød til at aflyse i aften…”

Jeg kan mærke, at jeg med det samme bliver ked af det. Mest af alt føler jeg mig nok lidt dum. Jeg ville ønske, at jeg ikke havde brugt så meget energi på at fremtrylle en helt perfekt aften. Og især fordi, jeg jo havde på fornemmelsen, at det var sådan det ville ende. Det er mit eget ansvar, at jeg nu sidder her og kigger ind i min computer, med en følelse af en meget tung og skuffet energi i kroppen. For selvom det er ham, der bryder en aftale, så er ansvaret for de følelser det frembringer i mig, mit alene.

Det lyder måske lidt hårdt, men tænk over det engang! Vi kan kun blive skuffede, hvis vi forventer for meget af den person, vi sætter vores forventninger til. Hvor meget er så for meget, og hvor meget er rimeligt? Dertil er svaret enkelt: For meget er det, når vi sætter vores forventninger højere end der hvor han kan eller vil nå dem.
Jeg ville ikke blive skuffet over at et 5-årigt barn, der er født og opvokset i Danmark, ikke kunne tale russisk! På samme måde er det, med det vi forventer os af de mennesker, der er i vores liv. Hvad end det er venner, veninder, familie eller kærester. Vi mennesker har kun de kompetencer vi har. Og hvis vi forventer mere af vores relationer end hvad deres kompetencer rækker til, eller de har lyst til at levere, så skuffer vi os selv. Hvis vi derimod ikke forventer os noget, og det 5-årige barn kommer hjem og har lært at tælle til ti på russisk, så bliver vi stolte og glade. Og set i det perspektiv, så er vi selv herrer over, hvorvidt vores omgivelser skuffer eller gælder os. Og i dag var mine egne forventninger årsagen til, at jeg blev skuffet.

Han kunne komme med den smukkeste ensomme rose, med de fineste fløjlsbløde og vinrøde blade. Men havde jeg forventet, at han havde fyldt mit soveværelse med blomster, så havde jeg ikke set skønheden i den enkle rose, for bar skuffelse over det tomme soveværelse. Og mon ikke mit soveværelse så forbliver tomt og lige så ensomt som rosen med de fløjlsbløde og vinrøde blade?

Men hvad så hvis én enkelt rose faktisk ikke er nok? Hvis det kræver et værelse fyldt med blomster, før vi bliver lykkelige? Er det tilfældet, så er vi heldigvis i den situation, at vi er frie til at vælge vores relationer, og vi er frie til at vælge dem fra. Møder de relationer, vi har i vores liv, ikke vores forventninger til dem, så er vi frie til at sige farvel. Og vi er ikke kun frie til at ende disse relationer, det er vores pligt at gøre det. Vores brudte forventninger, er nemlig ikke kun negative for os, der skuffes. Det er urimeligt overfor dem, der ufrivilligt skuffer os. Min påstand er, at enten havde han ikke kompetencerne til at møde mine forventninger, eller også ønskede han det ikke. Hvad end det er det ene eller det andet, så har mine forventninger tydeligvis været for store. Og ikke nok med, at dette genererer negativ energi i mit eget liv, så pådrager jeg samtidig et andet menneske en følelse af utilstrækkelighed og mindreværd. Og det, alene fordi jeg har sat nogle forventninger til ham, han ikke kan eller vil leve op til.

Jeg trækker vejret dybt ned i maven, og svarer: “ Det er okay. Jeg forstår det! Håber du får en dejlig aften, og at vi ses en anden gang!”










Ganske rigtigt er svaret skyldsbetonet: ”Tak. Jeg føler mig dog stadig som en forbryder. Jeg forstår HVIS du blot er sød nu selvom du ik mener det. Just so u know.”


Jeg ønsker faktisk ikke, at han skal have det skidt. Intet vinder ved, at vi begge sidder tilbage med negative følelser i kroppen. Det er kun dobbelt så meget negativ energi. Jeg håber at mit svar vil fjerne den følelse: ”Never mind. Jeg er aldrig noget jeg ikke mener. Hvis jeg er skuffet, er det fordi jeg har forventet for meget. Ansvaret er mit. Jeg mener oprigtigt, at jeg håber, du får en rigtig dejlig aften. Just so u know.”

Tilbage sidder jeg nu og kan vælge frit mellem disse to:
1. Jeg er skuffet og ked af det. Jeg kyler maden i skraldespanden, spiser hele bøtten med is for mig selv, mens jeg ser resten af Orange is the new black alene.
2. Jeg har en masse skøn mad i mit køleskab, mit hjem er rent og fint, jeg ser fantastisk ud med mit nye hår, farvede bryn og rød neglelak. Jeg kunne glæde en af mine kære med en helt fantastisk Sankt Hans aften, på min terrasse, der strutter af nye smukke blomster.

Jeg vælger nummer 2.

Mit eget Sankt Hans bål

 

Mit ønske er, at vi ingenting forventer, og at vi derfor i langt større grad vil gældes over de små ting i vores liv, i stedet for at begræde, alt det de ikke var. (Dette gælder selvfølgelig ikke, når vi taler om størrelse)

Kærlig hilsen

Julie

Hårtørreren over i’et


Jeg er i chok, da det går op for mig, hvad det er, der lige er sket. Alle lyde forsvinder og foran mig ser jeg en mand, der i slowmotion fortsætter med at udføre sin parringshandling – med mig. Jeg føler at mine øjne er på størrelse med tekopper og min krop er gået totalt i baglås. Så er det, at jeg kan mærke dem trænge sig på. Ordene, der med lynets hast bevæger sig fra min hjerne, ned i min mund og nu truer med at vælte ud med samme kraft som en mother fucker af en Tsunami: – ”UNDSKYLD, MEN SATTE DU LIGE HÅRET? DU KIGGEDE FUCKING IKKE DIG SELV I SPEJLET, OG SATTE DIT HÅR, SAMTIDIG MED AT DU KNEPPER MIG”???? Han kigger på mig, som om jeg er blevet skør, og svarer: ”Jo, det er mest fordi jeg virkelig trænger til at blive klippet. Det kunne jeg lige se i spejlet.” “Nå, men jeg lå lige og trængte til at blive kneppet”, svarer jeg. Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde. Jeg har lige haft sex med en mand, der er mere optaget af, at hans hår sidder rigtigt, end at være tilstede i øjeblikket sammen med mig. Min reaktion kommer fuldstændig bag på mig. I stedet for at være rasende, så bryder jeg sammen i latterkramper. Jeg triller ud af sengen med samme hast som tårerne, der triller ned af mine kinder, mens jeg skraldgrinende hopper i bad. Under bruseren gentager jeg flere gange for mig selv: ”Satte han lige håret der? Ja, det gjorde han! Han kiggede lige sig selv i spejlet, og satte sit hår… Mens han kneppede mig!”

Et par uger efter skal vi ses igen. Han har været væk i noget tid, og jeg glæder mig til at se ham. Håret, spejlet, og den utrolig kiksede situation er ude af min bevidsthed. Han kommer og besøger mig, han er skøn, godt begavet, lækker og sød og han kan godt li’ mig. Han har helt sikkert langt mere potentiale til, at udvikle sig til en prins, end mange af de andre frøer, jeg har kysset i mit liv. Og jeg har kysset mange.

Det største problem jeg har, når det kom til frøer, er at jeg ikke helt ved, hvad jeg skal bruge dem til, efter den første forelskelse har lagt sig. Vi lever i en verden, hvor ligestillingskampen har været så omfattende, at ingen af os egentlig har brug for hinanden længere. Jeg kan det meste selv. Jeg kan tjene mine egen penge, jeg kan passe mit barn selv, jeg kan sågar selv lave et barn, hvis jeg ikke møder en mand, jeg ønsker skal være faren. Jeg kan selv betale mine regninger, jeg kan selv slå mit græs, hugge mit brænde, skifte blandingsbatteriet på badeværelset og takket være min skønne veninde Kira, kan jeg nu også have sex med mig selv, også hvis jeg skulle være løbet tør for batterier (Takket være Europe Magic Wand – nu med ledning). På samme tid har mænd lært at skifte bleer, gå på barsel, vaske tøj, støvsuge og lave mad. Lysningerne i håret er lavet hos en frisør og ikke af solen. Musklerne kommer ikke længere fra hårdt manuelt arbejde, men fra vægte i fitness.dk, mens de beundrende kigger på sig selv i spejlet. Lige indtil de ser, at tøsen ved siden af dødløfter dem røven ud af bukserne. Forfængeligheden er ikke længere forbeholdt kvinderne. Intet er længere forbeholdt nogen, og vi har derfor ikke længere brug for hinanden. Vi er blevet en masse af kønsneutrale frøer, der hopper rundt og bundsnaver hinanden på Sunday, i håbet om at finde en, der kan bidrage med noget nyt.

Næste morgen går vi i bad. Vi skal på arbejde begge to. Inde fra soveværelset kalder han på mig: ”Julie – Har du en hårtørrer, jeg må låne?” Jeg står i køkkenet, og er sikker på at jeg må ha’ hørt forkert. Han fortsætter: ”Jeg bliver nød til at låne en hårtørrer, ellers kan jeg simpelthen ikke tage på arbejde”. Jeg tror næsten ikke mine egne ører. Bad han lige om en hårtørrer? Filmen fra sidst begynder at spille i mit hoved, og jeg afventer grineflippet, der desværre udebliver denne gang. Håret – hvad er der med det skide hår? Har jeg overhovedet en hårtørrer? Og hvis jeg har, skal min kæreste så bruge den? Jeg laver en tribble espresso, sætter mig op på mit køkkenbord, og siger stille: ”Midterste skuffe til højre i den hvide kommode”.

Kærlighed kan også komme i små øjeblikke


The morning after

The morning after

Undskyldningen kommer helt bag på mig. Hvorfor sidder min veninde med tårer i øjnene og fortæller mig, at hun skylder mig en undskyldning? Min veninde, der aldrig har gjort en flue fortræd, og som er et af de mest elskelige mennesker, jeg kender. Selvfølgelig skylder hun ikke mig en undskyldning.

”Jeg har projekteret mine egne værdier for hvad kærlighed skal være over på dig, og det vil jeg meget gerne sige undskyld for” – lyder det i en tone, der afslører, at hun har tænkt meget over netop den sætning.
Jeg er stadig ikke helt klar over hvad der sker. Min veninde er gift med en fantastisk mand. Og til trods for, at de er vidt forskellige, så kender jeg ikke to mennesker, der elsker og respekterer hinanden mere end de to. Og til trods for at vi lever vores respektive liv meget forskelligt, så har jeg aldrig været i tvivl om, at de begge både elsker og respekterer mig.
Hun kigger meget alvorligt på mig og fortsætter: ”Fordi min oplevelse af kærlighed er, at den skal vare evigt og være med den samme mand, så er det meget arrogant af mig at konkludere, at den derfor skal være det samme for dig. Du er kompromisløs, når det kommer til kærlighed. Og måske er den ikke mindre værd, fordi den kommer i øjeblikke”.

Undskyldningen er sød men helt unødvendig. Hvad, der dog er rigtig interessant, er det tema hendes undskyldning omhandler: Hvornår er noget ægte kærlighed? Hvem har retten til at dømme kærlighed inde eller ude? Og fordi den er lige så hurtigt ude, som den kom ind, betyder det da, at øjeblikkets elskov mister sin værdi og ret til at blive defineret som kærlighed? Og os kvinder, der dyrker kærlighedens små øjeblikke, mister vi retten til at være Madonnaen, og reduceres af den grund til alene at være Luderen?

Lige nu, har jeg egentlig ikke lyst, til at gå ind i en længere udredning om, hvordan jeg forholder mig til mænd og kærlighed i mit liv. Jeg vil langt hellere dele et øjeblik med jer, som jeg mindes med glæde og – kærlighed:

Konserveret eller balsameret?

Det var en mild og stille aften sidst i maj.
Jeg lå i sengen mens jeg tænkte ”Hvad er lykken og hvornår lever jeg?”. Mit sind var træt og det var længe siden jeg havde mærket livet fylde mig. Du ved, den der følelse af at mærke hver en celle inden i. Hvad end det var af lykke eller af melankoli. Jeg tænkte, at jeg måtte finde livet frem igen. Jeg måtte våge pelsen og kaste mig ud i enhver situation, der kunne give mig en følelse af at være på gyngende grund. Og det selvom gyngende grund kan ende med at gøre ondt. Den risiko måtte jeg tage med. Ikke alt behøver at ende i kærlighed.

Jeg må ha’ tænkt de tanker højt, for livet svarede mig.
En besked tikkede ind, med et ”Hej”, og et indforstået ”Skal det være dig og mig?”, pakket ind i danskvand og konversation, – senere samme aften.  Jeg tænkte: ”Nej, det går da virkelig ik’. Jeg kender ham jo ikke, og det er desuden alt for sent. Han er pæn, men jeg skal tidligt op. Jeg skal træne, og er jeg egentlig lækker nok. Det er vanvid at tage med en fremmed på hotel, og hvad nu hvis jeg får svært ved at sige farvel? ”. Beskeden blev forvandlet til en længere kommunikation. Og jeg tænkte: ”What the hell, jeg behøver jo ikke at sige det til nogen”.

På vej ud i natten, kunne jeg mærke mig selv igen.
Bag rattet af min bil fandt jeg mine bedste replikker frem. ”Hej, det er dejligt at møde dig. Jeg håber du ved, at det her ikke er normalt for mig”. Lyset i receptionen blændede, og jeg så ham ikke da han kom hen. Han lagde sin hånd på min ryg og sagde: ”Ved du godt, at den danskvand skal drikkes på værelse 505”. Jeg svarede: ”Jeg drikker slet ikke danskvand”.  Vi grinte lidt og gik samme vej. Hvad der skete senere, det blir’ mellem ham og jeg.

Til alle jer, der tror at livet leves mens I er på vagt:
Til alle jer, der tror at kærlighed skal være, som nogen engang har sagt. At livet ikke har mere at gi’, og kærlighed altid ender i sorg, når den er forbi. Tag hvad livet byder jer. Ikke i morgen men nu og her. Lykke kan vare et øjeblik, og hvis du er uopmærksom så ser du den måske ik’. Tag den og held den på et glas, du kan sætte på en hylde og kigge på, og smile for dig selv, hver gang livet er ved at gå i stå.  Nogle glas skal aldrig åbnes igen, dem kalder jeg balsameret. Andre kan nippes til nu og da, dem kalder jeg konserveret.

Mit ønske er, at vi åbner vores sind for, at kærlighed kan komme til os i mange former. Så hvis vi ikke er dem, der lever lykkeligt til vores dages ende, så gør vi det i hvert fald i øjeblikke.

Kærlig Hilsen

Julie

Har hun noget tøj på?


IMG_2951Angsten begynder at melde sin ankomst, allerede i det øjeblik jeg tænder computeren. Jeg skal skrive mit første indlæg på min blog. En blog, der har været over et år undervejs. Argumenterne har været endeløse. Både dem for og dem imod, at jeg skulle begynde at blogge.

Dyret på den ene skulder hvisker: – Hvad har jeg at tilbyde? Hvorfor skulle folk gide, at læse om mig og mit liv? Kan jeg overhovedet skrive en ærlig beretning, når jeg ind i mellem ikke engang kan huske hvad jeg har foretaget mig natten forinden. I et univers, hvor sixpacks opstår på bare otte dage, og hvor alle er smukkere end gennemsnittet, hvad har jeg da at tilbyde?

Dyret på den anden skulder afbryder: – Ja, selvfølgelig er jeg interessant. Jeg spiller koncerter for mange tusinde mennesker. Hænger ud med mere eller mindre kendte mennesker. Jeg har solgt 200.000 plader. Jeg er lige så smuk som gennemsnittet, sød og klog. Og jeg er skide god til at lave mad! Det kan folk godt li’ at læse om. Men vigtigst af alt, så har jeg en masse dyrt betalte indsigter, jeg kan dele ud af. Hvorfor skulle jeg ikke være mindst lige så interessant, som resten af kvinderne, der blogger? – Ofte om ting, som jeg finder så umådeligt ligegyldige…

Så er det, at den lille dreng melder sig på banen – bagerst i min bevidsthed. Der har han boet, siden jeg var en meget ung pige. Og med halvt åben mund, er han en konstant trussel om, at jeg til enhver tid kan blive afsløret i, at jeg ”ikke har noget tøj på”. Jeg kender ham godt. Han er en røvirriterende lille lorteunge, og det er på tide, at jeg beder ham skride af helvedes til. Hvad er det lige for inkompetencer, jeg er bange for, han afslører? Og hvad så, om jeg ind i mellem falder igennem. Hvad så om Kejserinden faktisk skulle vise sig at være nøgen? Og hvis jeg stiller mig nøgen foran ham og skriger: Her er jeg! Uden fine rober. Almindelig og ualmindelig. Smuk i nogens øjne, og gammel og grim i andres. Indsigtsful i ét perspektiv og naiv i et andet. HER ER JEG – NØGEN OG PRÆCIS SOM GUD HAR SKABT MIG! Hvad er da det værste, der kan ske? Han kan kun gøre mig noget, hvis jeg lader som om, at jeg er andet og mere, end jeg i virkeligheden er. Så da beslutningen om, at jeg skulle have en blog blev taget, var det samtidig en beslutning om, at den skulle være ærlig, -nøgen!

Her er lidt at starte på: Jeg er vokset op med en enlig mor, med meget få midler, i et socialt boligbyggeri. Det er længe siden, jeg var ung, smukkere end gennemsnittet og blåøjet. Tiden som popstjerne var tæt på at tage livet af mig flere gange, min sjæl har til tider været dybt korrumperet, og mit hjerte har været knust mere og flere gange, end hvad godt er. Jeg har kendt for mange mænd, jeg har dukket for meget alkohol og jeg har taget for mange stoffer. Jeg har gentagende gange overskredet mine grænser i en sådan grad, at jeg til sidst var tæt på grænseløs. Jeg har troet at lykken kunne findes i en seks liters Belvedere, på den rigtige natklub, ved det rigtige bord, i det rigtige selskab. Jeg har såret mennesker, der stod mig allernærmest, og jeg er blevet såret af mine allernærmeste.

Men jeg er også blevet klogere. Jeg har lært at se skønheden i det simple og jeg har fundet kærligheden i sin reneste og mest ægte form, da jeg fødte min datter. Arvævet fra de mange sår, har ikke gjort mit hjerte hårdt, men robust. Nedturene og min til tider hårde opvækst, har ikke knækket mig, men givet mig en indsigt i, og empati for, andre mennesker, hvad end de kommer fra den ene eller den anden socialklasse. Og jeg er et bedre menneske, fordi jeg har set det meste.

Så har jeg noget tøj på? Det vil jeg lade dig bedømme, hvis du fremadrettet vælger at læse med på min blog. Èn ting er i hvert fald sikkert – Det kommer ikke til at handle om mit tøj, men om det der findes inden under.

Kærlig hilsen

Julie