Kærlighed kan også komme i små øjeblikke

posted by: Julie

1 Comment »

The morning after

The morning after

Undskyldningen kommer helt bag på mig. Hvorfor sidder min veninde med tårer i øjnene og fortæller mig, at hun skylder mig en undskyldning? Min veninde, der aldrig har gjort en flue fortræd, og som er et af de mest elskelige mennesker, jeg kender. Selvfølgelig skylder hun ikke mig en undskyldning.

”Jeg har projekteret mine egne værdier for hvad kærlighed skal være over på dig, og det vil jeg meget gerne sige undskyld for” – lyder det i en tone, der afslører, at hun har tænkt meget over netop den sætning.
Jeg er stadig ikke helt klar over hvad der sker. Min veninde er gift med en fantastisk mand. Og til trods for, at de er vidt forskellige, så kender jeg ikke to mennesker, der elsker og respekterer hinanden mere end de to. Og til trods for at vi lever vores respektive liv meget forskelligt, så har jeg aldrig været i tvivl om, at de begge både elsker og respekterer mig.
Hun kigger meget alvorligt på mig og fortsætter: ”Fordi min oplevelse af kærlighed er, at den skal vare evigt og være med den samme mand, så er det meget arrogant af mig at konkludere, at den derfor skal være det samme for dig. Du er kompromisløs, når det kommer til kærlighed. Og måske er den ikke mindre værd, fordi den kommer i øjeblikke”.

Undskyldningen er sød men helt unødvendig. Hvad, der dog er rigtig interessant, er det tema hendes undskyldning omhandler: Hvornår er noget ægte kærlighed? Hvem har retten til at dømme kærlighed inde eller ude? Og fordi den er lige så hurtigt ude, som den kom ind, betyder det da, at øjeblikkets elskov mister sin værdi og ret til at blive defineret som kærlighed? Og os kvinder, der dyrker kærlighedens små øjeblikke, mister vi retten til at være Madonnaen, og reduceres af den grund til alene at være Luderen?

Lige nu, har jeg egentlig ikke lyst, til at gå ind i en længere udredning om, hvordan jeg forholder mig til mænd og kærlighed i mit liv. Jeg vil langt hellere dele et øjeblik med jer, som jeg mindes med glæde og – kærlighed:

Konserveret eller balsameret?

Det var en mild og stille aften sidst i maj.
Jeg lå i sengen mens jeg tænkte ”Hvad er lykken og hvornår lever jeg?”. Mit sind var træt og det var længe siden jeg havde mærket livet fylde mig. Du ved, den der følelse af at mærke hver en celle inden i. Hvad end det var af lykke eller af melankoli. Jeg tænkte, at jeg måtte finde livet frem igen. Jeg måtte våge pelsen og kaste mig ud i enhver situation, der kunne give mig en følelse af at være på gyngende grund. Og det selvom gyngende grund kan ende med at gøre ondt. Den risiko måtte jeg tage med. Ikke alt behøver at ende i kærlighed.

Jeg må ha’ tænkt de tanker højt, for livet svarede mig.
En besked tikkede ind, med et ”Hej”, og et indforstået ”Skal det være dig og mig?”, pakket ind i danskvand og konversation, – senere samme aften.  Jeg tænkte: ”Nej, det går da virkelig ik’. Jeg kender ham jo ikke, og det er desuden alt for sent. Han er pæn, men jeg skal tidligt op. Jeg skal træne, og er jeg egentlig lækker nok. Det er vanvid at tage med en fremmed på hotel, og hvad nu hvis jeg får svært ved at sige farvel? ”. Beskeden blev forvandlet til en længere kommunikation. Og jeg tænkte: ”What the hell, jeg behøver jo ikke at sige det til nogen”.

På vej ud i natten, kunne jeg mærke mig selv igen.
Bag rattet af min bil fandt jeg mine bedste replikker frem. ”Hej, det er dejligt at møde dig. Jeg håber du ved, at det her ikke er normalt for mig”. Lyset i receptionen blændede, og jeg så ham ikke da han kom hen. Han lagde sin hånd på min ryg og sagde: ”Ved du godt, at den danskvand skal drikkes på værelse 505”. Jeg svarede: ”Jeg drikker slet ikke danskvand”.  Vi grinte lidt og gik samme vej. Hvad der skete senere, det blir’ mellem ham og jeg.

Til alle jer, der tror at livet leves mens I er på vagt:
Til alle jer, der tror at kærlighed skal være, som nogen engang har sagt. At livet ikke har mere at gi’, og kærlighed altid ender i sorg, når den er forbi. Tag hvad livet byder jer. Ikke i morgen men nu og her. Lykke kan vare et øjeblik, og hvis du er uopmærksom så ser du den måske ik’. Tag den og held den på et glas, du kan sætte på en hylde og kigge på, og smile for dig selv, hver gang livet er ved at gå i stå.  Nogle glas skal aldrig åbnes igen, dem kalder jeg balsameret. Andre kan nippes til nu og da, dem kalder jeg konserveret.

Mit ønske er, at vi åbner vores sind for, at kærlighed kan komme til os i mange former. Så hvis vi ikke er dem, der lever lykkeligt til vores dages ende, så gør vi det i hvert fald i øjeblikke.

Kærlig Hilsen

Julie

1 Comment
  1. Janni

    Godt skrevet smukke..

    Reply

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *