Gammel kærlighed ruster ikke

posted by: Julie

No Comments »

Af Julie Rugaard

BackstageAlt er som det plejer. Backstage summer af liv. En masse tourvante børn render rundt og leger med hinanden, mens deres musikerforældre drikker fadøl og taler om gamle dage. Lucas Sieber fra Daze har farvet alt hvad han har af hår pink. Remee ser lige så cool ud, som han plejer iført en T-shirt med teksten: ”Music is the answer” på maven. L.I.G.A er netop gået af scenen, og sidder i den ene ende af et lagt bord, og får sig noget mad.

SieberRundt om i gangene med bandrum høres strygere, blæsere og guitarer, der er i gang med at blive stemt. Og smukke sangstemmer varmer op på alle alfabetets vokaler. Jeg kender halvdelen af de cirka 100 mennesker, der hænger ud i backstage området, men der er særligt én, jeg bliver rigtig glad for at se.

Næææææ, er det ikke min lille fisse?” En stemme jeg ville genkende i søvne kalder på mig.Jeg kommer næsten til at hoppe fysisk op og ned af glæde, da min gamle kapelmester og vidunderlige ven Peter Düring kommer gående grinende hen i mod mig. Jeg kaster begge arme omkring ham, og mærker med det samme, at han er lige så glad, for at se mig, som jeg er for at se ham.

Peter har kendt mig lige siden jeg satte mine ben på en scene for første gang. Han har været ved min side i de år af mit liv, hvor jeg havde allermest succes som sangerinde, og hvor jeg til tider befandt mig i de mørkeste afkroge af livet. Han har smilet til mig, når jeg var smukkest, og han har trøstet mig, når jeg var træt, udmattet og grimmest. Nu er vi her igen. Sammen backstage til en festival, hvor vi begge skal spille på samme scene igen. Ham med Rasmus Seebach, og jeg med mine kollegaer fra en forgangen tid i et andet årti.

”Ah ah – tis nu lidt på mig, ah ah – tis nu lidt på mig” Synger vi begge i kor, og griner uhæmmet. Vi kan ikke lade være med at tale om gamle dage. Alle de bedste minder jeg har fra dengang, har jeg sammen med Peter. Og af en eller anden årsag, så skulle vi omskrive alle mine sange til noget med tis, hver gang vi satte os ind i tourbussen. ”Roooomeoooo – tiiiisser altid i drømmen. Tisser på balkonen”. Det er helt ustyrligt plat, men det er helt ustyrligt sjovt samtidig. Og jeg bliver helt ustyrlig glad, af at sidde her. Backstage. Med min helt egen Peter.

RingstedDa det bliver min tur til at spille koncert, er jeg pludselig hamrende nervøs. Peter er blevet efter han spillede med Rasmus, og selvom jeg har spillet langt over 500 koncerter sammen med ham, så føles det pludselig meget angstprovokerende, at han er her. Jeg lukker øjnene mens jeg venter på mit que. Da musikken starter går jeg ud på scenen og kigger mine 12.000 publikummer i øjnene. Det er mig og dem nu. Vi kender hinanden, og jeg bliver tryg i min samklang med mit publikum. Midt i Fiskene i havet kigger jeg ud på bagscenen. Der står Peter sammen med Rasmus og Nicolai Seebach og smiler til op over begge ører. Jeg smiler tilbage og tænker, at jeg er verdens heldigste i aften. For i aften var jeg igen på scenen med min fantastiske ven og gamle kapelmester, Peter.

 

Mit ønske er, at alle har en ven som Peter.

Peter og jeg

Kærlig hilsen

Julie

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *