Forelsket på ny

posted by: Julie

4 Comments »

Af Julie Rugaard

Duften sidder stadig i mine dyner. Hans duft. Jeg tager mig selv i at gå ind i soveværelset og dufte til dem med jævne mellemrum. Det er kun få timer siden han gik, og allerede mangler han. Ham jeg er forelsket i. Ikke forelsket som jeg var det, da jeg var yngre. Dengang forelskelse var synonymt med frustrationer, usikkerhed, omklamrende adfærd af angst for at miste, og tvivl om hvorvidt han virkelig også var forelsket i mig. Og værst af alt. Frygt for, at han skulle forelske sig i en anden end mig. Nej, denne gang er jeg forelsket på en helt anden og ny måde. Jeg er forelsket og tryg. Forelsket og sikker. Forelsket og fri. Forelsket og i harmoni.

Jeg ligger i min seng med min lille 8 årige datter ved min side. Hun sover tungt og taler i søvne: ”Nej, du må ikke vælge en dreng” mumler hun meget bestemt. Jeg gætter på, at hun drømmer om skolegården, veninder og skolegårdslege. Men jeg griner stille for mig selv, og tænker, at hun faktisk har helt ret. At hun, i søvne, har fremsagt formlen til min nye måde at være forelsket på. I hvert fald en vigtig del af den. Man skal forelske sig i en mand, ikke i en dreng. Og han, ham jeg er forelsket i, er bestemt en mand.

Om man er en mand eller en dreng, er ikke bestemt af alder. Egne feldtstudier har bevist den pointe gentagende gange. Jeg har kendt mænd, der var 10-15 år ældre end mig selv, og som opførte sig som følelsesuansvarlige røvhuller. Og jeg har kendt mænd, der var 10 år yngre end mig, der opførte sig som ansvarlige og omsorgsfulde gentlemen. Nej, alder har bestemt ikke noget med den sag at gøre. Det er adfærd, der afgør om han er en mand eller en dreng. Mænd kan se og værdsætte det hele menneske. Drenge søger den perfekte kvinde. Mænd kan rumme deres kvinde, også når hun er sårbar. Drenge misbruger sårbarheden til egen fordel. Mænd sørger for, at deres kvinde er tryg i kærligheden. Drenge bekræfter deres eget ego, ved at fremprovokere jalousi og usikkerhed. Mænd ved hvor deres kvinde komplimenterer dem, og anerkender dette. Drenge lader som om hun dybest set er undværlig. Og mænd fortæller sandheden, også når den ikke er køn. Drenge lyver sig selv kønnere, end de er. Heldigvis er der ingen tvivl i mit sind og i mit hjerte om, at det er mand, min seng dufter så dejligt af.

Og så er der en helt anden ting, der har sat min kærlighed fri og har gjort den så meget smukkere. Jeg er ikke længere bange for at blive forladt. Faktisk anser jeg frygten for at blive forladt som et absurd begreb. For hvis min kærlighed forlader mig, fordi han har forelsket sig i en anden kvinde, eller fordi han bare ikke længere er forelsket i mig, så var han alligevel ikke min kærlighed længere. I det øjeblik ophæves den mest essentielle og grundlæggende præmis for kærlighed. Nemlig at den er gensidig. Er den ikke det, er det ikke kærlighed. Og er det ikke kærlighed, er det ikke min tid og mit hjerte værd. Jeg er ikke bange for at blive forladt. For hvis han forlader mig, så vil jeg alligevel ikke længere ha’ ham. Sammen med den erkendelse, spirer en anden erkendelse frem i hjertet på mig. Måske er det slet ikke meningen, at vi skal være sammen ”til døden os skiller”! Jeg tror faktisk hellere, at jeg vil være sammen ”til vi ikke længere er lykkelige”. Skulle vi være det resten af livet, så vil det være døden, der skiller os ad. Men vågner vi op en dag og ved, at vi ikke gør hinanden lykkelige længere, så anser jeg det for min fineste opgave, at sætte kærligheden fri til at finde lykken igen et andet sted. Også selvom det skulle smerte mig at gøre det. Jeg tror inderligt på, at det er det rigtige at gøre. Og fordi det er det rigtige at gøre, vil jeg også have lettere ved selv at blive lykkelig igen.

”Du skal kysse mange frøer, før du finder din prins”. Sagde min far til mig, da jeg første gang fik mit hjerte knust. Dengang verden blev sort, tårerne ingen ende ville tage, og jeg forsvor, at jeg aldrig ville forelske mig igen. Adskillelige forelskelser og hundredevis af frøer senere ved jeg, at han havde ret. Jeg ved ikke om denne nye forelskelse udvikler sig til et eventyr. Men jeg ved, at den har langt bedre vækstbetingelser, nu hvor forfatteren har en fyldepen der indeholder en langt dybere forståelse for kærlighedens og eventyrets sande væsen.

Mit ønske er, at enhver kvinde vil kysse alle de frøer det kræver at finde sin prins.

Kærlige hilsner
Julie

 

4 Comments
  1. Sharon

    Smukt skrevet Julie. Kærligheden tåler alt

    Reply

  2. Græskarina

    Det er så smukt skrevet. Jeg beundrer dig for din ærlighed. At komme dertil er jo i sig selv fantastisk, for den rejse er dælme svær, når man har været igennem de episoder, som normalt danner basis for en gedigen skepsis og tilbageholdenhed på området. Det er dejligt, at du tør dele det. Det er dejligt, at du tør at lade dig forelske. Det er den bedste følelse i hele verden. Samtidigt er det den mest forfærdelige følelse i hele verden. Man bliver revet rundt i et væld af internt kaos, som giver én vinger og en mavefornemmelse, som nærmest kan gå hen og blive småubehagelig. Man er magtesløs. Man er lalleglad og overstadig. Man går rundt og smiler for sig selv, kan ikke sove, kan ikke spise, kan ikke høre, hvad andre siger, kan ikke koncentrere sig om noget som helst. Den der første tid, hvor man ikke kan få nok og nærmest føler fysisk smerte, når de er væk. Jeg bliver så glad, når folk fortæller mig, at de er forelskede. Det er ofte noget, vi ikke rigtigt vil erkende som voksne, både overfor os selv og andre. Som om at det er en umoden følelse, som hører teenagetiden til. Jeg synes, at vi skal føle glæde over at kunne genkalde den følelse og opleve den igen senere i livet. Nu er den nok en smule mere kontrolleret, så man ikke overgiver sig totalt og lader den diktere hele ens færden, men den er tilstede, og den giver så meget energi. Du er en sød pige Julie, og du fortjener at møde en dejlig mand. Hvem gør ikke det? Vi, ihvertfald mig personligt, er blevet en smule kyniske i vores tilgang til følelser, fordi vi ofte lader fortiden diktere vores handlemønster og mod, når det kommer til kærlighed. Hvornår skal man vise sine følelser? Hvornår skal man lade være? Jeg tænker, at verden ville være så vidunderlig, hvis vi bare gjorde det? Uden at være bange for at blive brændt? Uden at frygte at det ikke var gengældt? Hvad har vi at miste, ved at være åbne og ærlige omkring det? Dit perspektiv omkring din egen indgang til det er fantastisk. Man skal bare lige være der, før man kan være der. Det er en livslang lektion, som først giver mening, når man hviler nok i sig selv til at forstå kærlighed som en gave fremfor en bekræftelse på eget værd. Kærlighed skal ikke resultere i frygt for at miste. Jeg forstår først nu, at det er den epokegørende ting, som har spændt ben for mig altid. Tak for din indsigt. Den varmer :-)

    Reply

  3. Cecilie

    Det er sjældent at jeg kommenterer på artikler men denne ramte utrolig dybt. Dette du beskrev her føltes så rigtig. At du ikke længere er bange for at blive forladt. Det har jeg kæmpet med i alle år og først nu begynder jeg så småt at kunne føle at det ikke skal eller bør dreje sig om det. Finder man kærligheden med en mand skal den føles tryg og er den pludselig ikke din længere skal man lade den gå. Det vil blive smertefuldt men ikke længere ængstelsen over at være forladt fordi man ikke hviler i sig selv. Den frykten kan man overvinde og virker som om du har gjort. Jeg er på vej!

    Reply

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *