Dagbog fra Tusinde og én nats eventyr kap. 2

posted by: Julie

1 Comment »

Af Julie Rugaard

Verdens bedste beachclub Palm Beach

Underlaget brænder mine fodsåler. Klokken er 09.30, og allerede er asfalten brændende varm. Alt er fucking varmt, og min sorte kjole klistrer til min krop. Jeg forsøger at træde på de steder, hvor der har været skygge, for ikke at brænde mig for meget. Det er selvfølgelig heller ikke meningen, at man skal gå rundt uden sko på. Men hvor i alverden er mine sko??? Jeg kommer til at tænke på en samtale, vi havde på stranden i går.

 

“Én ting, man i hvert fald aldrig kommer hjem uden, er sine sko” siger Lasse og griner. Vi snakker om, hvad vi har mistet, når vi har været for fulde. Jeg svarer ham med påtaget alvor: “Jeg har mistet langt værre ting, end mine sko, når jeg har været fuld, Lasse” Min altid kække veninde Iben bidrager prompte til samtalen med: “Din værdighed, for eksempel”. Jeg griner til jeg er ved at kaste op og siger: “For eksempel!” Og her går jeg så klokken halv ti om morgenen, og er på vej tilbage til mit hotel uden nogen af delene. Hverken mine sko eller min værdighed. Jeg kommer til at grine højlydt af hele situationen.

Palm BeachDet første døgn på min ferie i Alanya har bestemt ikke skuffet. Først var vores fly forsinket, så vi ankom til vores hotel klokken halv syv om morgenen. Ingen af os har derfor ikke rigtig sovet, da vi mødes over middag på Palm Beach. Inden klokken slår to, har vi formået at konsumere flere flasker rosévin, og man kan vist med rette sige, at ferien er godt i gang. Vi bruger dagen i vandet og i en smuk cabana og nyder den første tyrkiske sol på vores kroppe. Apropos kroppe, så kan jeg som sædvanlig knap nok sidde ned. Mine baller er totalt forbrændte. Det sker altid for mig. Jeg har åbenbart noget hud på mine baller, der bare ikke tåler sol…. Nå, men tilbage til det første døgn. Man kan vist roligt sige, at Iben og jeg er lettere berusede, da vi går i gang med at gøre os klar til middagen på byen bedste restaurant, LeGrille. Det er en af vores rigtig gode venner, der ejer stedet, og jeg har glædet mig til at spise på hans nye sted. Og det skuffer bestemt ikke. Jeg får noget, der ligner den bedste bøf, jeg nogensinde har smagt, og drikker vin i overflod til.

Le Grille“Skal det være den her?” Hører jeg Kim, min ven og ejer af stedet, spørge Kristoffer om. Jeg vender hovedet og ser en bowle med is og Stolichnaya, vand og Red Bull blive sat på bordet. Drinksglas med skinny’s bliver sendt ned langs bordet, og jeg bliver sendt afsted. Senere tager vi på den eneste natklub, vi benytter os af, når vi er hernede, Crazy Horse. Og køber yderligere 4 flasker vodka. Derefter har jeg ikke meget erindring om, hvordan resten af aftenen er forløbet. Jeg ved bare, at min kjole er våd, jeg er smurt ind i sand, og mit hår klistrer til min hals og smager af saltvand.

Mens jeg går de sidste 20 meter til hotellet ringer jeg til Iben. “Skat, vil du tage mine solbriller og et par klipklappere med ned til morgenmaden, og ved du for øvrigt hvad vi lavede efter kl. 24.00?”. Svaret er kort: “Solbrillerne kan jeg i hvert fald godt klare…”.

Mit ønske er, at ingen nogensinde vil miste deres sko og værdighed igen – i hvert fald ikke på samme aften.

Kærlige hilsner

Julie

 

 

 

1 Comment

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *