Dagbog fra en fyringsrunde.

posted by: Julie

2 Comments »

DR-ByenEn skinger beskedtone river mig ud af den tåge, jeg befinder mig midt i. Chokbølger går som jag gennem kroppen på mig, og det føles som om et lyn har slået ned i den lille plet oven på mit hoved, hvor spædbørn er allermest sårbare. Lige der, på den bløde plet, hamrer lynet ned og lammer min hjerne…. Nej, det er fucking LØGN, når jeg at tænke, inden mine øjne per automatik søger ned mod displayet på min telefon.

De sidste 48 timer har været lidt af en rutsjebanetur. Min arbejdsplads, gennem de sidste 8 år, har meldt ud, at de skal fyre i omegnen af 200 ansatte. Det er ikke første gang, jeg skal igennem en fyringsrunde på fjernsynsfabrikken. Og som så mange gange før, har jeg også denne gang forholdt mig roligt, da meldingen kom om, at vi skulle finde 161 millioner kroner, i et i forvejen presset budget.

”Det er ikke mig, der bliver fyret. Det kan det simpelthen ikke være. ” lød mine tanker de første mange dage, efter den første udmelding kom om endnu en fyringsrunde. Og min største bekymring var, hvordan jeg bedst kunne trøste de af mine kollegaer, det måtte ramme. For mig, var det i hvert fald ikke. Det var både sikkert og vidst.

Da den første tvivl rammer mig, er det som et leverslag leveret af selveste Mikkel Kessler. ”Måske er det mig? Hvem andre end mig kan det overhovedet være.” Jeg tager mig selv i at kigge rundt på redaktionen, og sætte imaginære post-it notes på de af mine kollegaer, der er en del af den faste redaktion, og som derfor kan fyres. Grøn for ”Hende eller ham er det i hvert fald ikke”. Gul er for ”måske” og rød placerer vedkommende i ”farezonen”. Til min store forbavselse, så er der helt utrolig mange grønne post-its i lokalet. Faktisk er der KUN grønne post-its, og jeg sidder nu tilbage, midt i det store åbne kontormiljø, og lyser op som en faretruende advarselslampe, der med sit blændende røde lys skriger: ”Det kan jo fucking kun være mig”. Siden har advarselslamperne blinket i takt med periodiske chokbølger af angst.

Jeg er alene. Jeg er alene mor. Alene ansvarlig for at jeg kan betale regningerne på mit hus, min datters privatskole, min bil, mine forsikringer, mad, tøj til min datter – jeg er alene ansvarlig. Og selvfølgelig udspringer angsten og de lammende chokbølger af risikoen for at fejle. For at svigte det ansvar, det er at have et barn. Svigte, så hun ikke længere kan bo i det hjem, der har været det samme, i al den tid hun kan huske. Svigte, så hun ikke længere kan gå i den skole, hun elsker så højt, og som gør, at hendes storebror er en konstant faktor i hendes liv, selvom hun skiftevis må savne enten sin mor eller sin far. Svigte – bare svigte.

Jeg ligger i min seng, med min sovende datter ved min side, og lytter til sekundviseren, der slår i takt med mit hjerte. Tik, tak, tik, tak – siger den. Men det er slet ikke det den siger i aften. Det er jeg skræmmende bevidst om. I aften fortæller sekundviseren mig, at der præcis er 12 timer 9 minutter og 28 sekunder, til at jeg skal sidde med min telefon i hånden, og vente på at den måske – måske ikke – ringer. Og hvis den gør, skal jeg bevæge mig hen til det mødelokale, hvor min chef venter på at fortælle mig, at han har i sinde at fyre mig. Og hvor min tillidsmand venter på, at samle resterne op af mig, når chefen er færdig. Pludselig slår det mig, at det måske kunne være en lettelse, hvis jeg rent faktisk bliver fyret. ”Trænger jeg egentlig ikke til at komme videre? Trænger jeg ikke til at komme ud og prøve kræfter med de virksomheder, der ikke er tynget af lange beslutningsprocesser? Har jeg ikke længe gået rundt og sukket efter udfordringer, mere ansvar, mere udvikling? Kunne det være starten på noget nyt og bedre? En frigørelse fra tunge Public Service forpligtelser. Ud, der hvor der er flere farver på paletten? Er al forandring ikke i enden til det bedre?” Jeg siger til mig selv, at det faktisk er sådan, det forholder sig. Men dybt inde i mit hjerte ved jeg også, at jeg lyver for mig selv.

Tik, tak, tik, tak…. Da der er 11 timer 30 minutter og 5 sekunder tilbage til at dommen falder, træder min kæreste ind ad døren. Det er på samme tid både vidunderligt og angstprovokerende, at han kommer og er sammen med mig nu. Nu hvor jeg er sårbar. Sårbarheden i hele situationen, får mig til at føle mig svag. Og hvem kan elske én, der er svag? Det er hinandens styrker vi elsker. Der hvor vi stråler. Der hvor vi lykkes, og vi derfor kan være stolte af at elske hinanden. Hvem kan elske svaghed? Hvem kan være stolt af at elske en, der er svag? Jeg beslutter mig for at spille med åbne kort. Også selvom trangen, til at lade som om jeg er ligeglad og fuld af overskud, river i mig. Jeg er ked af det. Jeg er nervøs for fremtiden, og lige nu må han elske mig på trods af det. Jeg skiftevis griner og græder. Jeg er skiftevis i kontrol og i totalt kontroltab. Og hele tiden kigger han forstående på mig, uden det mindste spor af tvivl på mig og på os. Da han kører hjem, efterlader han mig lettet og stærkere end før. ”Uanset hvad der sker, så sker det for det bedste. Uanset hvad, så klarer jeg det.” tænker jeg, og går i seng. Jeg lukker øjnene og straks begynder drømmen.

Er der krig? Noget er i hvert fald helt galt. Men det “noget” er ikke defineret. Det er bare galt. Tonerne er grå og dunkle. Jeg kører i en bil med min datter på passagersædet. Vi er på vej til endestationen. Den endelige endestation. Et hus, der har til formål at tage livet af os. Jeg er rolig. Jeg ved, at det er det rigtige at gøre. Det er det rigtige for menneskeheden, og alle andre mennesker skal samme vej. Vi bliver befriet fra de grå og dunkle toner nu. Da vi når huset, er det stort, mørkt og placeret mellem en masse bare træer. Jeg bliver taget med hen til sektionen for kvinder, og min datter bliver ført over til afdelingen for børn. Jeg vinker farvel. På afdelingen for kvinder står der et kæmpe træstativ bygget op af en masse massive bjælker. Én efter én kravler kvinderne op, og kaster sig tankeløst ud fra det høje stativ. Flere af dem rammer bjælkerne på vejen ned, og brækker over på de mest markværdige måder. Om lidt er det min tur. Min tur til at kravle op. Og min tur til at kaste mig ud over bjælkerne, og knække der, hvor jeg end rammer. Dér er det, at panikken for alvor tager fat. ”Hvad laver jeg her?” ”HVOR ER MIT BARN?” Jeg løber så hurtigt jeg kan, hen imod det sted, jeg sidst så hende forsvinde ind bag en dør. Da jeg nærmer mig, ser jeg til min lettelse, at hun kommer ud af samme dør efterfulgt af flere andre børn. Hun smiler til mig. Jeg griber fat i hende, og løber så hurtigt jeg kan. Inden nogen opdager os. Med bankende hjerte løber jeg, med mit barn i armene, gennem skoven af nøgne træer….

Jeg vågner badet i sved og med bankende hjerte. Drømmen ligger som en tung og mørk dyne henover mig, og det er svært at komme ud af sengen. Det er anden nat i træk, jeg drømmer den samme drøm. Jeg knuger min datter ind til mig, mens jeg hvisker til hende, at hun skal vågne. Det bliver en god dag, siger jeg. Hun skal hjem og lege med Esther, og mor – skal måske fyres.

Indefor i DR-ByenDa der er 15 minutter og 23 sekunder til min telefon kan ringe og afgøre min fremtidige arbejdsskæbne, holder jeg ind på parkeringspladserne foran DR-Byen. I min øjenkrog ser jeg min chef komme kørende på cykel. ”Så han ikke noget mut ud? Hang hans arme ikke trøstesløst ned langs kroppen på ham? Hvor mange fyringer betyder mut og trøstesløse arme?” Jeg tænder en smøg, og kigger på min telefon. 10 minutter og 5 sekunder. Da jeg kigger op kommer min veninde gående imod mig. Hun er cyklet til Amager, for at holde mig i hånden indtil min telefon måske – måske ikke – ringer. 0 minutter og 0 sekunder til dommedag, tager jeg telefonen op af tasken, og lægger den foran mig. Min veninde begynder at tale i et forsøg på at berolige mig. Og jeg forsøger at svare, så godt jeg kan. Men tågerne har allerede taget over. Hyletonen fra mine øre overdøver hendes stemme, og mine svar består mest af alt af ”hvad?”.

En skinger beskedtone river mig ud af den tåge, jeg befinder mig midt i. Chokbølger går som jag gennem kroppen på mig, og det føles som om et lyn har slået ned i den lille plet oven på mit hoved, hvor spædbørn er allermest sårbare. Lige der, på den bløde plet, hamrer lynet ned og lammer min hjerne…. Nej, det er fucking LØGN, når jeg at tænke, inden mine øjne per automatik søger ned mod displayet på min telefon. Det er en fucking facebook besked – fra en eller anden jeg ikke engang kender. Men chokket har sat sig som en klup, der gør ondt i maven på mig. ”Træk vejret” siger min veninde og aer mig på skulderen.

Klokken 09.03 møder jeg min kollega på rulletrappen. ”Jeg var på vej ned efter dig,” siger han. ”Det er slut nu. Vi blev ikke fyret”. Lettelsen er svært at overse, og jeg har allermest lyst til at skrige højt af glæde og taknemmelighed. Af respekt for resten af huset kvæler jeg glædeshylet, men taknemmelighedstårerne kan jeg ikke stille noget op overfor.

Resten af dagen er DR’s egen. Hvad, der sker bag murene på Emil Holms Kanal 20 resten af dagen, er de berørte medarbejderes private ejendom. Og derfor slutter dagbogen her.

Mit ønske er, at alle berørte medarbejde, vil opdage at alt forandring i enden, er forandring til det bedre. Og at de en dag vil se tilbage og opdage, at dagen i dag ikke var enden, men starten på noget nyt og bedre.

Kærlig hilsen

Julie

2 Comments
  1. Marie Safina Kademann

    ♥ Fantastisk klumme. Shit du skriver godt!!

    Forandring = forbedring
    eller
    Forandring = forværring

    Forandring er aldrig = status quo.

    Heldigt for dig, at du ikke blev tvunget ud i en ikke-selvvalgt forandring.
    Heldigt for dig at din post-it havde den rigtige farve. Sørgeligt for alle de skønne DR-kolleger, der nok ikke, lige nu, ser denne forandring som en forbedring.

    Min far blev 48 år. Han faldt død om på sit job – i redaktionen på DR…! Man mener det var stress… (det er mange år siden nu)

    Nedskæringer sucks!! Fedt for dem der klarer sig igennen – ufedt for dem der frasiges. Jeg er sikker på at dem der har mistet deres job, ikke ser lyset lige i dag – men jeg håber og tror på, at alle de mange kompetente mennesker, med tiden, får sol igen i nye spændende jobs. Måske ikke lige i dag, men det kommer.

    Tillykke til dig, smukke pige, for at din verden ikke blev væltet ♥ Og jeg synes godt du kan tillade dig at være både glad og lettet, også selvom du har mange kære der lider lige nu.

    Reply

  2. Jette Munkedal Ottesen

    Fantastisk skrevet…… Det var lige præcis alt det der gik gennem mit hoved, inden jeg blev fyret i stor fyringsrunde d. 16.6.14……

    Reply

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *