Alt kan ikke købes for penge…

posted by: Julie

7 Comments »

Af Julie Rugaard

Mig og mit livs kærlighedJeg husker tydeligt mine barndomsår i kollektivet. Min far gik rundt med sin guitar på ryggen og en flaskeøl i hånden og lignede til forveksling John Lennon. Min mor havde lange ildfarvede fletninger i hver side, cowboy overalls på og en lilla ble om hovedet. Vi var 4 børn og 6 voksne, der havde fundet den sande og ægte måde at leve på – i fællesskabets navn. Vi var venstrefløjsaktivister og sang konstant protestsange eller Lennons tributer til kærligheden omkring bålet i aftensolen. Vi havde ikke meget, men det vi havde var nok, og det vi havde delte vi hjertens gerne med hinanden.

Senere, da mine forældre var blevet skilt, havde vi endnu mindre. Min mor var alene med min søster og jeg og måtte vende hver en 25 øre, for at få vores liv til at hænge sammen. Det var ikke sjældent, at der ikke var mere mad, og jeg stadig var sulten. Og hver gang, havde min mor sjovt nok næsten hele sin tallerken med mad tilbage, og sagde: ”Tag du bare min mad, skat. Mor vil alligevel hellere have en rugbrødder”. Vi havde ikke meget, men vi havde en altopofrende kærlighed til hinanden, og den fik os til at føle os rige. Og jeg kan, med hånden på hjertet, sige at jeg ALDRIG har manglet noget.

Da jeg så blev en meget ung voksen løb jeg ind i en karriere, der fra den ene dag til den anden, gav mig flere penge mellem hænderne, end jeg nogensinde havde turde drømme om. Jeg købte alverdens ting og sager, der var alt alt for dyre. Jeg husker tydeligt følelsen af, at gå ind i Gucci for første gang og købe en taske og et par solbriller og betale næsten 20.000 kr for det, og gå derfra igen. Helt høj og med en følelse af rus i hele kroppen. Men rusen var kort, og jeg måtte konstant købe nye dyre ting, for at blive lykkelig. Og jeg kan med hånden på hjertet sige, at den tid på mange måder, var den mest ulykkelige tid i mit liv. Jeg var ensom. Alle de mennesker, jeg var omgivet af til daglig, de var der fordi, de var lønnet af mig. Mine musikere, dansere, manager, pladeselskab, sangskrivere, vokaltræner, chauffør m. fl. Al min tid blev brugt sammen med dem, og de blev mine venner. Men de var venner, der var der og fik løn for det. Vi havde alle sammen meget, men vi havde alligevel aldrig rigtig nok, og det vi havde, delte vi aldrig oprigtigt og ægte med hinanden.

I dag har jeg igen ikke meget, men dog mere end de fleste. Jeg er enlig mor med en middelmådig indtægt. Jeg bor i et ”moderne bofællesskab” i Valby, med mine bedste venner i stuen, og min datter og jeg på første sal. Der er ikke mange, jeg kalder mine sande venner, men dem der er der, er der fordi vi har valgt hinanden på ægte og kærlige betingelser. Jeg har en datter, der betyder mere for mig end alverdens rigdomme, og jeg kan, med hånden på hjertet sige, at jeg igen er lykkelig.

Hvorfor er det vigtig for mig, at fortælle det nu? Det er det fordi det er gået op for mig, at langt de fleste blogs indeholder en masse fortællinger om produkter mm, som bloggerne har fået penge eller produkter for at skrive om. Jeg er selv blevet kontaktet af flere, der har tilbudt mig det samme. Dertil er det vigtigt for mig at sige, at jeg aldrig kunne drømme om, at skrive om et produkt eller andet, fordi jeg fik penge for det. Det betyder ikke, at jeg aldrig kunne drømme om, at fortælle jer om en vidunderlig oplevelse på en restaurant, der gjorde noget helt særligt for mig, eller beskrive noget musik, en bog eller andet, der havde givet mig en særlig oplevelse. Det betyder bare, at jeg aldrig kommer til at gøre det, fordi producenten, forlaget eller restauratøren havde betalt mig for det.

Og lad mig understrege meget tydeligt, at jeg ikke i samme åndedrag ønsker at lyde fordømmende over for de bloggere, der gør den slags. Det er garanteret en hel fin forretning, og det rigtige at gøre for dem. Men, det er ikke det jeg ønsker, at gøre her.

Mit ønske er, at vi alle kunne finde en ro i, at det vi har er nok, og at vi ville være bedre til at dele lidt mere af os selv og det vi har med andre.

Kh

Julie

7 Comments
  1. Bjarke samuel gall

    Hej Julie. Jeg har oplevet det samme. Jeg fælder en tåre. Netop hvor var jeg ikke tilstede mens jeg havde travlt med at forbruge.

    Børn er vores små buddhaer.

    Kærlighed til dig

    Bjarke

    Reply

  2. Linnéa Handberg

    Kan genkende dét du beskriver om dén tid, til fulde – Julie. I dag ser jeg i n g e n fra den branche. Men det var en sjov tid, jeg husker bare at kriserne måtte man arbejde med selv – heldigvis havde jeg et netværk udenfor dén verden, der gjorde det hele mere tåleligt. Håber i øvrigt(det lyder sådan)at du har det godt. Hilsen en tidligere branche-fælle:-)

    Reply

  3. Jørgen Ruby

    Fin holdning. Det kan jeg kun respektere. Til gengæld vil man jo nok kigge lidt mere interesseret hvis der pludselig kommer en anbefaling af….. ? :) Vidste du iøvrigt at Kim Larsen far rigtig mange år siden nedlagde forbud mod at hans musik kunne købes og benyttes til reklameformål ? Vi var en del i lokalradiobranchen dengang der spillede hans plader lidt oftere af samme grund.

    Reply

  4. Camilla

    😉 det er lige præcis det der er brug for…. 😉 man bliver så dejlig rolig indvendig ved den erkendelse!!

    Reply

  5. Lone Jespersen

    Hvor har du fat i den lange ende. Det er nemlig lige præcis sådan, det er <3 Bare vi har det godt, er raske og har til dagen og vejen og bare vi kan lide det, vi går rundt og laver til daglig. Så skal det hele nok gå :-) Jeg selv er ved at finde ind til til kernen i livet. Det er ikke penge, diamanter osv. "Ha' det godt – hed" er det jeg længes efter og prøver at opnå. Tid til mine unger, mig selv og mine misser. Er lige blevet færdiguddannet og leder efter job. Jeg vil gerne nøjes med deltid, da jeg, dybest set, går på arbejde for at få råd til at holde fri 😉
    Knus fra Fjerritslev <3

    Reply

  6. Jeanett Grods

    Du er fantastisk!! Jeg tager det til mig!!

    Reply

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *