Dagbog fra en fyringsrunde.


DR-ByenEn skinger beskedtone river mig ud af den tåge, jeg befinder mig midt i. Chokbølger går som jag gennem kroppen på mig, og det føles som om et lyn har slået ned i den lille plet oven på mit hoved, hvor spædbørn er allermest sårbare. Lige der, på den bløde plet, hamrer lynet ned og lammer min hjerne…. Nej, det er fucking LØGN, når jeg at tænke, inden mine øjne per automatik søger ned mod displayet på min telefon.

De sidste 48 timer har været lidt af en rutsjebanetur. Min arbejdsplads, gennem de sidste 8 år, har meldt ud, at de skal fyre i omegnen af 200 ansatte. Det er ikke første gang, jeg skal igennem en fyringsrunde på fjernsynsfabrikken. Og som så mange gange før, har jeg også denne gang forholdt mig roligt, da meldingen kom om, at vi skulle finde 161 millioner kroner, i et i forvejen presset budget.

”Det er ikke mig, der bliver fyret. Det kan det simpelthen ikke være. ” lød mine tanker de første mange dage, efter den første udmelding kom om endnu en fyringsrunde. Og min største bekymring var, hvordan jeg bedst kunne trøste de af mine kollegaer, det måtte ramme. For mig, var det i hvert fald ikke. Det var både sikkert og vidst.

Da den første tvivl rammer mig, er det som et leverslag leveret af selveste Mikkel Kessler. ”Måske er det mig? Hvem andre end mig kan det overhovedet være.” Jeg tager mig selv i at kigge rundt på redaktionen, og sætte imaginære post-it notes på de af mine kollegaer, der er en del af den faste redaktion, og som derfor kan fyres. Grøn for ”Hende eller ham er det i hvert fald ikke”. Gul er for ”måske” og rød placerer vedkommende i ”farezonen”. Til min store forbavselse, så er der helt utrolig mange grønne post-its i lokalet. Faktisk er der KUN grønne post-its, og jeg sidder nu tilbage, midt i det store åbne kontormiljø, og lyser op som en faretruende advarselslampe, der med sit blændende røde lys skriger: ”Det kan jo fucking kun være mig”. Siden har advarselslamperne blinket i takt med periodiske chokbølger af angst.

Jeg er alene. Jeg er alene mor. Alene ansvarlig for at jeg kan betale regningerne på mit hus, min datters privatskole, min bil, mine forsikringer, mad, tøj til min datter – jeg er alene ansvarlig. Og selvfølgelig udspringer angsten og de lammende chokbølger af risikoen for at fejle. For at svigte det ansvar, det er at have et barn. Svigte, så hun ikke længere kan bo i det hjem, der har været det samme, i al den tid hun kan huske. Svigte, så hun ikke længere kan gå i den skole, hun elsker så højt, og som gør, at hendes storebror er en konstant faktor i hendes liv, selvom hun skiftevis må savne enten sin mor eller sin far. Svigte – bare svigte.

Jeg ligger i min seng, med min sovende datter ved min side, og lytter til sekundviseren, der slår i takt med mit hjerte. Tik, tak, tik, tak – siger den. Men det er slet ikke det den siger i aften. Det er jeg skræmmende bevidst om. I aften fortæller sekundviseren mig, at der præcis er 12 timer 9 minutter og 28 sekunder, til at jeg skal sidde med min telefon i hånden, og vente på at den måske – måske ikke – ringer. Og hvis den gør, skal jeg bevæge mig hen til det mødelokale, hvor min chef venter på at fortælle mig, at han har i sinde at fyre mig. Og hvor min tillidsmand venter på, at samle resterne op af mig, når chefen er færdig. Pludselig slår det mig, at det måske kunne være en lettelse, hvis jeg rent faktisk bliver fyret. ”Trænger jeg egentlig ikke til at komme videre? Trænger jeg ikke til at komme ud og prøve kræfter med de virksomheder, der ikke er tynget af lange beslutningsprocesser? Har jeg ikke længe gået rundt og sukket efter udfordringer, mere ansvar, mere udvikling? Kunne det være starten på noget nyt og bedre? En frigørelse fra tunge Public Service forpligtelser. Ud, der hvor der er flere farver på paletten? Er al forandring ikke i enden til det bedre?” Jeg siger til mig selv, at det faktisk er sådan, det forholder sig. Men dybt inde i mit hjerte ved jeg også, at jeg lyver for mig selv.

Tik, tak, tik, tak…. Da der er 11 timer 30 minutter og 5 sekunder tilbage til at dommen falder, træder min kæreste ind ad døren. Det er på samme tid både vidunderligt og angstprovokerende, at han kommer og er sammen med mig nu. Nu hvor jeg er sårbar. Sårbarheden i hele situationen, får mig til at føle mig svag. Og hvem kan elske én, der er svag? Det er hinandens styrker vi elsker. Der hvor vi stråler. Der hvor vi lykkes, og vi derfor kan være stolte af at elske hinanden. Hvem kan elske svaghed? Hvem kan være stolt af at elske en, der er svag? Jeg beslutter mig for at spille med åbne kort. Også selvom trangen, til at lade som om jeg er ligeglad og fuld af overskud, river i mig. Jeg er ked af det. Jeg er nervøs for fremtiden, og lige nu må han elske mig på trods af det. Jeg skiftevis griner og græder. Jeg er skiftevis i kontrol og i totalt kontroltab. Og hele tiden kigger han forstående på mig, uden det mindste spor af tvivl på mig og på os. Da han kører hjem, efterlader han mig lettet og stærkere end før. ”Uanset hvad der sker, så sker det for det bedste. Uanset hvad, så klarer jeg det.” tænker jeg, og går i seng. Jeg lukker øjnene og straks begynder drømmen.

Er der krig? Noget er i hvert fald helt galt. Men det “noget” er ikke defineret. Det er bare galt. Tonerne er grå og dunkle. Jeg kører i en bil med min datter på passagersædet. Vi er på vej til endestationen. Den endelige endestation. Et hus, der har til formål at tage livet af os. Jeg er rolig. Jeg ved, at det er det rigtige at gøre. Det er det rigtige for menneskeheden, og alle andre mennesker skal samme vej. Vi bliver befriet fra de grå og dunkle toner nu. Da vi når huset, er det stort, mørkt og placeret mellem en masse bare træer. Jeg bliver taget med hen til sektionen for kvinder, og min datter bliver ført over til afdelingen for børn. Jeg vinker farvel. På afdelingen for kvinder står der et kæmpe træstativ bygget op af en masse massive bjælker. Én efter én kravler kvinderne op, og kaster sig tankeløst ud fra det høje stativ. Flere af dem rammer bjælkerne på vejen ned, og brækker over på de mest markværdige måder. Om lidt er det min tur. Min tur til at kravle op. Og min tur til at kaste mig ud over bjælkerne, og knække der, hvor jeg end rammer. Dér er det, at panikken for alvor tager fat. ”Hvad laver jeg her?” ”HVOR ER MIT BARN?” Jeg løber så hurtigt jeg kan, hen imod det sted, jeg sidst så hende forsvinde ind bag en dør. Da jeg nærmer mig, ser jeg til min lettelse, at hun kommer ud af samme dør efterfulgt af flere andre børn. Hun smiler til mig. Jeg griber fat i hende, og løber så hurtigt jeg kan. Inden nogen opdager os. Med bankende hjerte løber jeg, med mit barn i armene, gennem skoven af nøgne træer….

Jeg vågner badet i sved og med bankende hjerte. Drømmen ligger som en tung og mørk dyne henover mig, og det er svært at komme ud af sengen. Det er anden nat i træk, jeg drømmer den samme drøm. Jeg knuger min datter ind til mig, mens jeg hvisker til hende, at hun skal vågne. Det bliver en god dag, siger jeg. Hun skal hjem og lege med Esther, og mor – skal måske fyres.

Indefor i DR-ByenDa der er 15 minutter og 23 sekunder til min telefon kan ringe og afgøre min fremtidige arbejdsskæbne, holder jeg ind på parkeringspladserne foran DR-Byen. I min øjenkrog ser jeg min chef komme kørende på cykel. ”Så han ikke noget mut ud? Hang hans arme ikke trøstesløst ned langs kroppen på ham? Hvor mange fyringer betyder mut og trøstesløse arme?” Jeg tænder en smøg, og kigger på min telefon. 10 minutter og 5 sekunder. Da jeg kigger op kommer min veninde gående imod mig. Hun er cyklet til Amager, for at holde mig i hånden indtil min telefon måske – måske ikke – ringer. 0 minutter og 0 sekunder til dommedag, tager jeg telefonen op af tasken, og lægger den foran mig. Min veninde begynder at tale i et forsøg på at berolige mig. Og jeg forsøger at svare, så godt jeg kan. Men tågerne har allerede taget over. Hyletonen fra mine øre overdøver hendes stemme, og mine svar består mest af alt af ”hvad?”.

En skinger beskedtone river mig ud af den tåge, jeg befinder mig midt i. Chokbølger går som jag gennem kroppen på mig, og det føles som om et lyn har slået ned i den lille plet oven på mit hoved, hvor spædbørn er allermest sårbare. Lige der, på den bløde plet, hamrer lynet ned og lammer min hjerne…. Nej, det er fucking LØGN, når jeg at tænke, inden mine øjne per automatik søger ned mod displayet på min telefon. Det er en fucking facebook besked – fra en eller anden jeg ikke engang kender. Men chokket har sat sig som en klup, der gør ondt i maven på mig. ”Træk vejret” siger min veninde og aer mig på skulderen.

Klokken 09.03 møder jeg min kollega på rulletrappen. ”Jeg var på vej ned efter dig,” siger han. ”Det er slut nu. Vi blev ikke fyret”. Lettelsen er svært at overse, og jeg har allermest lyst til at skrige højt af glæde og taknemmelighed. Af respekt for resten af huset kvæler jeg glædeshylet, men taknemmelighedstårerne kan jeg ikke stille noget op overfor.

Resten af dagen er DR’s egen. Hvad, der sker bag murene på Emil Holms Kanal 20 resten af dagen, er de berørte medarbejderes private ejendom. Og derfor slutter dagbogen her.

Mit ønske er, at alle berørte medarbejde, vil opdage at alt forandring i enden, er forandring til det bedre. Og at de en dag vil se tilbage og opdage, at dagen i dag ikke var enden, men starten på noget nyt og bedre.

Kærlig hilsen

Julie

Forelsket på ny


Af Julie Rugaard

Duften sidder stadig i mine dyner. Hans duft. Jeg tager mig selv i at gå ind i soveværelset og dufte til dem med jævne mellemrum. Det er kun få timer siden han gik, og allerede mangler han. Ham jeg er forelsket i. Ikke forelsket som jeg var det, da jeg var yngre. Dengang forelskelse var synonymt med frustrationer, usikkerhed, omklamrende adfærd af angst for at miste, og tvivl om hvorvidt han virkelig også var forelsket i mig. Og værst af alt. Frygt for, at han skulle forelske sig i en anden end mig. Nej, denne gang er jeg forelsket på en helt anden og ny måde. Jeg er forelsket og tryg. Forelsket og sikker. Forelsket og fri. Forelsket og i harmoni.

Jeg ligger i min seng med min lille 8 årige datter ved min side. Hun sover tungt og taler i søvne: ”Nej, du må ikke vælge en dreng” mumler hun meget bestemt. Jeg gætter på, at hun drømmer om skolegården, veninder og skolegårdslege. Men jeg griner stille for mig selv, og tænker, at hun faktisk har helt ret. At hun, i søvne, har fremsagt formlen til min nye måde at være forelsket på. I hvert fald en vigtig del af den. Man skal forelske sig i en mand, ikke i en dreng. Og han, ham jeg er forelsket i, er bestemt en mand.

Om man er en mand eller en dreng, er ikke bestemt af alder. Egne feldtstudier har bevist den pointe gentagende gange. Jeg har kendt mænd, der var 10-15 år ældre end mig selv, og som opførte sig som følelsesuansvarlige røvhuller. Og jeg har kendt mænd, der var 10 år yngre end mig, der opførte sig som ansvarlige og omsorgsfulde gentlemen. Nej, alder har bestemt ikke noget med den sag at gøre. Det er adfærd, der afgør om han er en mand eller en dreng. Mænd kan se og værdsætte det hele menneske. Drenge søger den perfekte kvinde. Mænd kan rumme deres kvinde, også når hun er sårbar. Drenge misbruger sårbarheden til egen fordel. Mænd sørger for, at deres kvinde er tryg i kærligheden. Drenge bekræfter deres eget ego, ved at fremprovokere jalousi og usikkerhed. Mænd ved hvor deres kvinde komplimenterer dem, og anerkender dette. Drenge lader som om hun dybest set er undværlig. Og mænd fortæller sandheden, også når den ikke er køn. Drenge lyver sig selv kønnere, end de er. Heldigvis er der ingen tvivl i mit sind og i mit hjerte om, at det er mand, min seng dufter så dejligt af.

Og så er der en helt anden ting, der har sat min kærlighed fri og har gjort den så meget smukkere. Jeg er ikke længere bange for at blive forladt. Faktisk anser jeg frygten for at blive forladt som et absurd begreb. For hvis min kærlighed forlader mig, fordi han har forelsket sig i en anden kvinde, eller fordi han bare ikke længere er forelsket i mig, så var han alligevel ikke min kærlighed længere. I det øjeblik ophæves den mest essentielle og grundlæggende præmis for kærlighed. Nemlig at den er gensidig. Er den ikke det, er det ikke kærlighed. Og er det ikke kærlighed, er det ikke min tid og mit hjerte værd. Jeg er ikke bange for at blive forladt. For hvis han forlader mig, så vil jeg alligevel ikke længere ha’ ham. Sammen med den erkendelse, spirer en anden erkendelse frem i hjertet på mig. Måske er det slet ikke meningen, at vi skal være sammen ”til døden os skiller”! Jeg tror faktisk hellere, at jeg vil være sammen ”til vi ikke længere er lykkelige”. Skulle vi være det resten af livet, så vil det være døden, der skiller os ad. Men vågner vi op en dag og ved, at vi ikke gør hinanden lykkelige længere, så anser jeg det for min fineste opgave, at sætte kærligheden fri til at finde lykken igen et andet sted. Også selvom det skulle smerte mig at gøre det. Jeg tror inderligt på, at det er det rigtige at gøre. Og fordi det er det rigtige at gøre, vil jeg også have lettere ved selv at blive lykkelig igen.

”Du skal kysse mange frøer, før du finder din prins”. Sagde min far til mig, da jeg første gang fik mit hjerte knust. Dengang verden blev sort, tårerne ingen ende ville tage, og jeg forsvor, at jeg aldrig ville forelske mig igen. Adskillelige forelskelser og hundredevis af frøer senere ved jeg, at han havde ret. Jeg ved ikke om denne nye forelskelse udvikler sig til et eventyr. Men jeg ved, at den har langt bedre vækstbetingelser, nu hvor forfatteren har en fyldepen der indeholder en langt dybere forståelse for kærlighedens og eventyrets sande væsen.

Mit ønske er, at enhver kvinde vil kysse alle de frøer det kræver at finde sin prins.

Kærlige hilsner
Julie

 

Gammel kærlighed ruster ikke


Af Julie Rugaard

BackstageAlt er som det plejer. Backstage summer af liv. En masse tourvante børn render rundt og leger med hinanden, mens deres musikerforældre drikker fadøl og taler om gamle dage. Lucas Sieber fra Daze har farvet alt hvad han har af hår pink. Remee ser lige så cool ud, som han plejer iført en T-shirt med teksten: ”Music is the answer” på maven. L.I.G.A er netop gået af scenen, og sidder i den ene ende af et lagt bord, og får sig noget mad.

SieberRundt om i gangene med bandrum høres strygere, blæsere og guitarer, der er i gang med at blive stemt. Og smukke sangstemmer varmer op på alle alfabetets vokaler. Jeg kender halvdelen af de cirka 100 mennesker, der hænger ud i backstage området, men der er særligt én, jeg bliver rigtig glad for at se.

Næææææ, er det ikke min lille fisse?” En stemme jeg ville genkende i søvne kalder på mig.Jeg kommer næsten til at hoppe fysisk op og ned af glæde, da min gamle kapelmester og vidunderlige ven Peter Düring kommer gående grinende hen i mod mig. Jeg kaster begge arme omkring ham, og mærker med det samme, at han er lige så glad, for at se mig, som jeg er for at se ham.

Peter har kendt mig lige siden jeg satte mine ben på en scene for første gang. Han har været ved min side i de år af mit liv, hvor jeg havde allermest succes som sangerinde, og hvor jeg til tider befandt mig i de mørkeste afkroge af livet. Han har smilet til mig, når jeg var smukkest, og han har trøstet mig, når jeg var træt, udmattet og grimmest. Nu er vi her igen. Sammen backstage til en festival, hvor vi begge skal spille på samme scene igen. Ham med Rasmus Seebach, og jeg med mine kollegaer fra en forgangen tid i et andet årti.

”Ah ah – tis nu lidt på mig, ah ah – tis nu lidt på mig” Synger vi begge i kor, og griner uhæmmet. Vi kan ikke lade være med at tale om gamle dage. Alle de bedste minder jeg har fra dengang, har jeg sammen med Peter. Og af en eller anden årsag, så skulle vi omskrive alle mine sange til noget med tis, hver gang vi satte os ind i tourbussen. ”Roooomeoooo – tiiiisser altid i drømmen. Tisser på balkonen”. Det er helt ustyrligt plat, men det er helt ustyrligt sjovt samtidig. Og jeg bliver helt ustyrlig glad, af at sidde her. Backstage. Med min helt egen Peter.

RingstedDa det bliver min tur til at spille koncert, er jeg pludselig hamrende nervøs. Peter er blevet efter han spillede med Rasmus, og selvom jeg har spillet langt over 500 koncerter sammen med ham, så føles det pludselig meget angstprovokerende, at han er her. Jeg lukker øjnene mens jeg venter på mit que. Da musikken starter går jeg ud på scenen og kigger mine 12.000 publikummer i øjnene. Det er mig og dem nu. Vi kender hinanden, og jeg bliver tryg i min samklang med mit publikum. Midt i Fiskene i havet kigger jeg ud på bagscenen. Der står Peter sammen med Rasmus og Nicolai Seebach og smiler til op over begge ører. Jeg smiler tilbage og tænker, at jeg er verdens heldigste i aften. For i aften var jeg igen på scenen med min fantastiske ven og gamle kapelmester, Peter.

 

Mit ønske er, at alle har en ven som Peter.

Peter og jeg

Kærlig hilsen

Julie

Når noget gør ondt!


Af Julie Rugaard
BoldJeg har sovet 14 timer, set 3 forskellige dårlige serier, forsøgt mig med tøjvask og rengøring, opgivet det igen, kigget på min facebook 45 gange indenfor 20 minutter og sovet noget mere. Intet har ændret sig. Noget gør stadig ondt. Jeg trækker vejret dybt ned i maven, og beslutter mig for, at der kun er én ting at gøre. Når noget gør ondt, så må man finde noget, der gør mere ondt, for at fjerne fokus fra den oprindelige smerte. Jeg kender én, der kan få det til at gøre ondt i hele kroppen på mig. Jeg pakker mine ting, og kører til Østerbro.

”400 meter løb i høj hastighed 5% uphill så 30 sek pause gange 3. Derefter 2 minutters pause. Derefter gentager I det I lige har lavet.” Siger den legendariske boksetræner Poul Duville med et skævt smil på læben. Jeg er klar over, at det her kun er opvarmningen. Og inden de første 3 omgange 400 meter er jeg tæt på at kaste op. Efter 2 uger i Alanya er min kondi bombet tilbage til stenalderen. Men jeg tænker ikke længere over hvorfor jeg er her. Jeg tænker ikke længere på, det der gør ondt. Og det er godt.

MedicinboldDrivvåd og udmattet kæmper jeg mig ind i bokselokalet, da opvarmningen endelig er overstået. Jeg begynder staks at mærke smerten vende tilbage, mens Poul forklarer hvilke øvelser cirkeltræningen indeholder. ”Kom nu i gang” tænker jeg, mens billederne sniger sig tilbage i min bevidsthed. De fucking billeder, der gør ondt. Hans arm om hendes ryg. Hans hånd gennem hendes lyse bølgede hår… Jeg smadrer medicinbolden så hårdt ned i jorden, at den er ved at ramme mig i ansigtet, da den bouncer tilbage. Den må gerne ramme mig i ansigtet. Det gør ikke ondt nok endnu. Min makker kalder på mere power, mens vi arbejder med pletter. ”Jab, jab, lige højre, venstre hook, lige højre, lever, lige højre.” Jeg slår med alt den kraft jeg har, og placerer to ansigter på pletterne. Det ene virker lange bedre end det andet, så jeg ender med det samme yndige ansigt, på begge plethandsker. Jeg tager ansigtet med mig rundt i cirklen. Og hver gang han kysser det yndige ansigts smukke læber, får billedet en uppercut, der med garanti kunne slå Mike Tyson i gulvet. Det føles rart. Nok mindre rart for min makker, da vi sparer med hinanden i ringen. Jeg får et perfekt nyreslag ind, der tager luften fra ham. Det føles rart.

Sparing

Efter 90 minutter er det slut. Jeg samler mig selv og mine ting op fra gulvet, og forlader træningslokalet. Jeg er drivvåd og brugt op på alle måder. Både fysisk og mentalt. Men jeg går derfra med en følelse af at være ligeglad. Noget gør mere ondt – og det føles rart.

Mit ønske er, at Poul og bokseringen er inden for rækkevidde, hver gang noget gør ondt.

Kærlige hilsner

Julie

Pushups

Værelse 1305


1305“Room 1305”, siger manden bag disken, og rækker mig et nøglekort. Fuld af forventning går jeg op af trapperne til værelset, alt i mens en tanke strejfer mig. 1305. Den 13. Maj. Den dato hvor jeg fødte min datter. Den dag, hvor livet viste mig, hvad meningen med galskaben var. Den dag hvor jeg pludselig forstod, hvorfor jeg selv var blevet født. Den dag hvor jeg pludselig forstod, at jeg aldrig havde kendt kærlighed, før det øjeblik min datter lå på brystet af mig for første gang. Den dag, der uden sammenligning, var den bedste dag i mit liv. Det kan kun være rigtigt, at jeg er lige her lige nu. Nogen forsøger at give mig et vink med en vognstang om, at det her kun kan være rigtigt. Selvfølgelig skal netop dette værelse, værelse 1305, danne rammen om noget smukt. Anderledes kan det ikke være.

Værelset er mit de næste 5 dage. Og allerede i det øjeblik jeg første gang kigger på mit nye midlertidige hjem, kan jeg mærke at jeg er lykkelig her. Det er faktisk noget nær det smukkeste rum mine øjne nogensinde har set på. Jeg forelsker mig øjeblikkeligt og hovedkuls i værelse 1305. Uden at sige en lyd, lægger jeg mig langsomt ned på sengen, og lader mit midlertidige hjems dufte omfavne mig. Lagnerne er silkebløde og jeg føler at jeg smelter sammen med dem. Jeg kunne blive i dette rum for evigt. En stemme under mig hvisker: “Hvad nu hvis du falder?” Jeg hvisker næsten lydløst tilbage: “Hvad nu hvis jeg fløj?” . Jeg lukker øjnene og tvinger mig selv til ikke at tænke på, at værelset kun et mit i 5 dage. At evigheden er lige så smuk, også selvom den kun findes i øjeblikket. Dette er mit værelse. Dette er mit øjeblik. Og dette er min evighed i mit helt særlige øjeblik. Jeg må fokusere på at nyde alt hvad værelse 1305 har at tilbyde, så meget jeg overhovedet kan, i den tid det er mit.

1305 og hjemDen sidste nat på værelse 1305 græder jeg. Jeg har ikke lyst til at forlade det. Det er blevet mit nye hjem. Mit hjerte bor her allerede, men jeg må flytte. Der er nemlig det helt særlige ved værelse 1305, at man ikke må have børn her. Værelset er ikke skabt med rum til min elskede datter. De fine linjer, det hvide interiør, dobbeltsengen. Det er ikke et sted for børn. Min pakke passer ikke ind i værelse 1305. Dette er ikke et all inclusive hotel. Dette hotel er eksklusivt og selektivt. Jeg efterlader mit hjerte på sengen med de silkebløde lagner, lukker døren bag mig, ber’ en kort bøn om, at jeg en dag vil bo her igen, og rejser så hjem til mit livs ægte kærlighed.

 

Mit ønske er, at alle mennekser oplever et værelse som 1305. Også selvom besøget er kort.

Kærlige hilsner
Julie

Dagbog fra Tusinde og én nats eventyr kap. 2


Af Julie Rugaard

Verdens bedste beachclub Palm Beach

Underlaget brænder mine fodsåler. Klokken er 09.30, og allerede er asfalten brændende varm. Alt er fucking varmt, og min sorte kjole klistrer til min krop. Jeg forsøger at træde på de steder, hvor der har været skygge, for ikke at brænde mig for meget. Det er selvfølgelig heller ikke meningen, at man skal gå rundt uden sko på. Men hvor i alverden er mine sko??? Jeg kommer til at tænke på en samtale, vi havde på stranden i går.

 

“Én ting, man i hvert fald aldrig kommer hjem uden, er sine sko” siger Lasse og griner. Vi snakker om, hvad vi har mistet, når vi har været for fulde. Jeg svarer ham med påtaget alvor: “Jeg har mistet langt værre ting, end mine sko, når jeg har været fuld, Lasse” Min altid kække veninde Iben bidrager prompte til samtalen med: “Din værdighed, for eksempel”. Jeg griner til jeg er ved at kaste op og siger: “For eksempel!” Og her går jeg så klokken halv ti om morgenen, og er på vej tilbage til mit hotel uden nogen af delene. Hverken mine sko eller min værdighed. Jeg kommer til at grine højlydt af hele situationen.

Palm BeachDet første døgn på min ferie i Alanya har bestemt ikke skuffet. Først var vores fly forsinket, så vi ankom til vores hotel klokken halv syv om morgenen. Ingen af os har derfor ikke rigtig sovet, da vi mødes over middag på Palm Beach. Inden klokken slår to, har vi formået at konsumere flere flasker rosévin, og man kan vist med rette sige, at ferien er godt i gang. Vi bruger dagen i vandet og i en smuk cabana og nyder den første tyrkiske sol på vores kroppe. Apropos kroppe, så kan jeg som sædvanlig knap nok sidde ned. Mine baller er totalt forbrændte. Det sker altid for mig. Jeg har åbenbart noget hud på mine baller, der bare ikke tåler sol…. Nå, men tilbage til det første døgn. Man kan vist roligt sige, at Iben og jeg er lettere berusede, da vi går i gang med at gøre os klar til middagen på byen bedste restaurant, LeGrille. Det er en af vores rigtig gode venner, der ejer stedet, og jeg har glædet mig til at spise på hans nye sted. Og det skuffer bestemt ikke. Jeg får noget, der ligner den bedste bøf, jeg nogensinde har smagt, og drikker vin i overflod til.

Le Grille“Skal det være den her?” Hører jeg Kim, min ven og ejer af stedet, spørge Kristoffer om. Jeg vender hovedet og ser en bowle med is og Stolichnaya, vand og Red Bull blive sat på bordet. Drinksglas med skinny’s bliver sendt ned langs bordet, og jeg bliver sendt afsted. Senere tager vi på den eneste natklub, vi benytter os af, når vi er hernede, Crazy Horse. Og køber yderligere 4 flasker vodka. Derefter har jeg ikke meget erindring om, hvordan resten af aftenen er forløbet. Jeg ved bare, at min kjole er våd, jeg er smurt ind i sand, og mit hår klistrer til min hals og smager af saltvand.

Mens jeg går de sidste 20 meter til hotellet ringer jeg til Iben. “Skat, vil du tage mine solbriller og et par klipklappere med ned til morgenmaden, og ved du for øvrigt hvad vi lavede efter kl. 24.00?”. Svaret er kort: “Solbrillerne kan jeg i hvert fald godt klare…”.

Mit ønske er, at ingen nogensinde vil miste deres sko og værdighed igen – i hvert fald ikke på samme aften.

Kærlige hilsner

Julie

 

 

 

Dagbog fra Tusinde og én nats eventyr kap. 1


Af Julie Rugaard

IMG_0836

Lad det ikke være usagt, at jeg ELSKER Alanya. De sidste tre år, har jeg tilbragt 14 dage af min sommerferie dernede, og jeg har haft nogle af mine største oplevelser dér. Jeg har fået en håndfuld rigtig gode venner, der bor og lever dernede. Jeg har fundet kærligheden et par gange og mistet den igen. Jeg har ligget på standen i flere dage med dødsangst efter sindssyge byture, og jeg har danset på bordene i en lykkerus til den lyse morgen. Jeg har spist på den lokale shawama bar kl. 5 om morgenen og jeg har været til de mest fantastiske middage med den smukkeste solnedgang i baggrunden. Jeg ELSKER Alanya.

Om 7 timer sidder jeg på et fly derned igen, og jeg kan mærke i enhver celle af min krop, at dette års tur bliver lige så fantastisk som de forgangende. Derfor har jeg tænkt mig, at dele den med jer. Om 7 timer sidder jeg i flyet…. Fortsættelse følger.

Drinks på Crazy Horse

Hvordan håndterer man lort?


Af Julie Rugaard. 

 Det har slået mig et par gange, at folk ofte siger til mig: ”Du er SØD?”. De lyder overraskede. Som om det kommer bag på dem, at jeg faktisk er sød. Det har jeg tænkt meget over, og jeg er kommet frem til, at deres overraskelse må stamme fra én ud af to ting. Enten er det fordi JEG er sød, og det havde de i hvert fald ikke regnet med. Eller også er det fordi, at folk ikke er skide søde ved hinanden sådan helt generelt, og derfor kommer det bag på dem, at jeg er det. Og det er jeg faktisk altid – overfor alle. Også selvom alle ikke altid er søde overfor mig.

En af mit livs mange chefer, sagde engang til mig, med lige stor overraskelse: ”Det er noget ved dig, jeg har svært ved helt at forstå. Uanset hvad der end er sket, så bærer du på ingen måde nag.”

En ekskæreste, der mildest talt ikke havde behandlet mig ordentligt, sagde engang til mig i en tihestes brandert: ”Uagtet alt, så vil jeg altid være der for dig. Men du tilgiver for meget og for ofte”.

Og lige i disse dage, går jeg rundt med en klump i maven, over en ven jeg føler har behandlet mig respektløst. Det til trods, så er jeg fast besluttet på, at selvom han ikke opfører sig som om han er min ven, så vil jeg være hans.

Ovenstående lyder måske som en eller anden form for selvforherligelse, men sådan er det bestemt ikke ment. Det er tre eksempler på en evne, jeg har brugt det meste af mit voksne liv på at opøve: Evnen til at tilgive. Og efter lang tids øvelse, er jeg nu nået til et punkt, hvor jeg faktisk mener at mestre ovenstående i sådan en grad, at jeg føler mig godt klædt på til at være barmhjertig i en til tider ubarmhjertig verden.

Men hvorfor bærer jeg ikke nag, når mennesker har behandlet mig dårligt? Er det ikke et tegn på svaghed, at lade et andet menneske træde på én, uden at træde det mindste igen? Er det ikke kun tabere, der opgiver hævnen og kampen på forhånd, og ikke forsøger at vinde sin ære tilbage i ringen efter knockout? Det er det måske for mange mennesker, men det er det ikke for mig. Deres negative adfærd, nægter jeg i stedet, muligheden for at smitte af på min. Og jeg vil til enhver tid skrive under på, at det er en langt hårdere kamp, at nå frem til en oprigtig tilgivelse, end det er at slå igen. Man kan lidt primitivt sige, at jeg lever ud fra devisen om, at man ikke kan bekæmpe ild med ild, men kun med vand. At had avler had, og at hadet kun kan stoppes ved at kvæle det med kærlighed.

Men det har været svært. Det er ikke noget, jeg en dag besluttede mig for, og så var det sådan. I mine unge år hed det et øje for et øje, og oprejsningen kunne kun findes i lige dele lort på vægtskålen. Hvis min veninde blev vred på mig, så var jeg rasende på hende. Hvis nogen slog mig, så slog jeg hårdere igen og hvis min kæreste var mig utro, kneppede jeg hans bedste ven…. Lige indtil jeg græd. Det gjorde intet godt for nogen! Ikke for mig, ikke for dem og ikke engang for den følelse af retfærdighed, der altid lod vente på sig. Men jeg er heldigvis kommet til en erkendelse af, at lort ikke lugter bedre, af at der ligger lige dele lort på hver side af vægtskålen. Tvært i mod, det er bare dobbelt så meget lort.

Desuden, så er det meget lettere at forstå folks lort, hvis man sætter sig lidt ind i, hvem de er, og hvorfor de opfører sig som de gør. Der er altid en grund til, at folk opfører sig som idioter, og det har meget sjældent noget med dig at gøre. På den måde, og med den indsigt, er det så meget lettere, at tilgive folk deres opførsel, og lade dem have deres lort for sig selv. Det pudsige er, at jo sødere man er mod andre mennesker, også dem, der er fulde af lort, jo mindre lort smider de i vægtskålen. Jeg siger ikke, at alt kan komme til at lugte af roser, hvis vi smiler sødt vil alverdens idioter. Jeg siger bare, at det ikke hjælper nogen eller noget, selv at blive én.

Til gengæld sker der noget helt fantastisk, når man slipper grebet om trangen til en retfærdig slutning. Den ophører med at have magten. Den holder op med, at eje dine tanker og din adfærd, og den taber alt sin værdi, hvis den ikke længere har vores opmærksomhed. Så i enden er tilgivelsen dybest set kun for min egen skyld, og ikke for dem, der har begået urefærdigheden.

Mit ønske er, at alle mennesker i verden vil være sødere mod hinanden, så vi sammen kan reducere mængden af lort.

Kærlige hilsner

Julie

Gaven fra helvede!


Af Julie Rugaard

IBEN OG JEG OVEN PÅ PIKKEN Det er en fantastisk dag. Min veninde har inviteret på fødselsdagsfrokost i ”De små haver” på Fr. Berg. Men vejret ville det anderledes, så vi har rykket hele festen hjem til mig. Jeg har en smule mere plads og udgang til terrasse og have, hvis vejrguderne alligevel skulle vise sig barmhjertige. Jeg elsker min venindes familie, og vi er kommet til at drikke lige lovligt mange snaps og øl til smørrebrødet. Men det betyder ikke noget. Det eneste jeg skal, er at se en fyr, jeg har datet et par måneder, senere på aftenen. Han har været ude at rejse i lidt over to uger, og nu er han endelig hjemme igen.

Hen på aftenen sidder min veninde og jeg stadig og hygger os med de sidste par øl. Humøret er højt og jeg løber over og giver ham et kys, da han kommer ind af døren. Han kysser mig flygtigt tilbage og beder mig lukke øjnene og række hånden frem. Jeg har haft fødselsdag mens han var væk, og han har købt en gave med hjem til mig. Spændt lukker jeg øjnene og rækker højre hånd frem. Jeg håber, at det er noget med sjæl. En drømmefanger, et religiøst symbol. Noget lokalt, og noget sødt… KLASK! Noget hårdt og koldt bliver lagt ned i min hånd, og mine fingre bliver foldet omkring genstanden. Hvad er det??? Da jeg åbner øjnene og kigger ned i min hånd, ligger der…. EN ØLOPLUKKER – MED ET HÅNDTAG SKÅRET I TRÆ – MED FORM AF EN PENIS!!!!!!!!!! Ja, I læste rigtigt. En fucking øloplukker, med et håndtag, der er formet som en fucking PIK. Det må simpelthen være en løgn, tænker jeg. Jeg skynder mig at lukke øjnene igen, i håbet om at pikøloplukkeren vil tranformere sig om til noget andet. Hvilket som helst andet, bare noget andet. Men nej. Uanset hvor mange gange jeg åbner og lukker øjnene, så ligger der en pik af træ i min hånd. Og ikke nok med, at røvhullet har købt en pikformet øloplukker til mig, han står oven i købet og griner, som om det var sjovt.
PIKKENBag hans ene skulder aner jeg min venindes øjne, der ser ud som om, at de er ved at trille ud af hovedet på hende. Og gennem lyden af min hjernes elkedel, der er på nippet til at koge over, hører jeg hende sige: ”Deeeet er vel ikke en pik, du står med i hånden der, er det?” ”Øøøøhhh, Jo!” Svarer jeg. ”Og den kan såmen også lukke øl op.” Idioten står stadig og griner, mens min veninde påpeger: ”Jamen, så er det da en skam, at vi sidder og drikker dåseøl.”

Jeg sætter mig tungt ned i sofaen, stadig med pikken i hånden. Og efter, hvad der virker som, et meget lang øjeblik, kigger jeg ham direkte i øjnene og spørger: ”Tænkte du, at den der bliver Julie rigtig glad for? Den øloplukker, formet som en pik, det er lige hvad Julie ønsker sig. Den passer bare skide godt til Julie. Tænkte du det? Eller tænkte du overhovedet???ELLER ER DU MÅSKE BARE TOTALT IDIOT – ELLER HVAD??? ” Nu ved han efterhånden godt, at pikken, der kan åbne øl, ikke lige er faldet i god jord. ”Det er da lidt sjovt, ik?” fremstammer han nervøst. ”SJOVT???” Skriger jeg “Nej, det er faktisk ikke rigtig sjovt… Det er faktisk noget af det mest LATTERLIGE, jeg i mit liv har prøvet. Og når min lille 8 årige datter kommer hjem, hvad skal jeg så svare, når hun spørger, hvorfor der ligger en PIK i køkkenskuffen???? Kan du fortælle mig det??” Pikhovedet er efterhånden hvid i ansigtet, og svarer: ”Måske skulle det bare ha’ været en tøseaften?” Jeg rejser mig, og går hen og smider pikken ud i skraldespanden mens jeg svarer: ”En ting er i hvert fald sikkert, og det er, at det var det sidste pik jeg NOGENSINDE får af dig!!!”

Mit ønske er, at ingen kvinder, nogensinde, noget sted i verden får en øloplukkende pik i fødselsdagsgave.

Kærlige hilsner

Julie

Poetic mother fucking madness


IMG_0925De evige to!

Der er to mænd i verden, skrev hele Danmarks Tove Ditlevsen engang. Og det havde hun fuldstændig ret i. Der er nemlig ”Ham du vil ha’”. Og så er der ”Ham, der fjerner fokus” fra ”Ham du vil ha’” fremover kaldet ”Fokusfjerneren”.

OG DER ER KUN DE TO!!!!

To gange har jeg på det seneste forsøgt mig med en helhjertet overgivelse til ”Ham jeg gerne ville ha’”. Og begge gange er det endt i…. Nå, ja. Vi kan vel lige så godt kalde en spade for en spade… LORT. Sikker har den dog været, hver gang jeg har benyttet den meget avancerede teknik, jeg har udviklet gennem tiden: Der skal altid være to! ”Ham du vil ha’”, og ”Fokusfjerneren”. Du får nemlig kun ham du vil ha’, hvis du samtidig fjerner dit fokus fra ham, kaster det på en vilkårlig anden, indtil du stinker langt væk af ligegyldighed. Så skal du til gengæld se hvordan ”Ham du vil ha´” begynder at undres. Efter underen opstår der irritation. Han bliver irriteret over at blive ignoreret. Og efter irritationen begynder han lige så stille at nærme sig. Og når han gør det, så holder du hovedet koldt, og fortsætter med at fokusere på ”Fokusfjerneren”. For hvis du overgiver dig nu, så er hele lortet tabt på gulvet.

Én gang hvert hundrede år kan det ske, at de smelter sammen til én… Skrev Tove. Og ja, det kan det muligvis. Men kun hvis man holder fokus på ”Fokusfjerneren” længe nok, til at ”Ham du vil ha’”, er lige ved at gå ud af sit gode skind, og står på vandviddet rand. Så, er det dér, han skal hapses. Så kan det være, at du kan få ”Ham du vil ha”. Men kun, hvis han længe nok har troet, at du faktisk ikke ville ha’ ham.

Poetic mother fucking madness – I know!

Og nu er det så, at det bliver rigtig avanceret. Nu skal du holde tungen lige i munden. For, hvis du først har fået ”Ham du vil ha’”, så er det vigtigt, at du fortsætter med at være en lille bitte smule uopnåelig.  ÅÅÅÅÅHHHHH GAAAAAB – Jeg ved det sgu da. Men ikke des do mindre, så er det måden at holde ham til ilden på. Hey, jeg siger ikke, at jeg er vild med, at det er sådan det moderne kærlighedsliv er skruet sammen, jeg siger bare, at mine feldtstudier gentagende gange har bevist, at min tese holder vand.

Hvorfor er jeg så single, når jeg er så skide klog på kærlighed? Det er jeg fordi, at lige så snart det drejer sig om KÆRLIGHED, så kan jeg ikke finde ud af, at benytte min egen teknik længere. Så længe ”Ham jeg vil ha”, ikke når mit hjerte, så kan jeg tryllebinde ham og være nok så fokuseret på ”Fokusfjerneren”, indtil han er fanget og min. Men hvis ”Ham jeg vil ha’” først har tryllebundet mig, så er jeg fortabt. Så kaster jeg hele min krop, min sjæl og mit hjerte i puljen…. Og taber alle tre til den fortabte kærlighed! Det er min forbandelse. Når hjertet har talt sætter hjernen ud og  – CRASH BOOM BANG!

Mit ønske er, at vi hver og én vil smelte sammen til…. Ej! Mit ønske er at kærligheden rammer os alle, hver og én, uden at vi taber os selv på gulvet… Ej. Fuck det… Jeg ønsker alle en sommer fuld af kærlighed – BUM!

Kærlig hilsen

Julie

Ps. Det er gået op for mig, at jeg får mange flere visninger, hvis billedet er ”letpåklædt”. Derfor undskylder jeg, at det ikke giver meningen i forhold til indlægget, men undskylder det samtidig med, at der så vil være flere der læser dette meget vigtige indlæg…. Poetic mother fucking madness – I know!